Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
126
F. n Billedhuggers Liv
De to sidste Elever, jeg har havt, var en ung dansk Billedhugger,
Richard Magnussen, en talentfuld Gut, som jeg tror, jeg faar megen Glæde
af — og saa en Finne, ham har jeg g emt Navnet paa. Det er ofte med
Kunstnerne som med mange andre løse Fugle, saa snart de er fløine av
Reden, kjender de ikke mere til sine Forældre. Dette kan jeg ikke sige
om alle mine danske Elever, mange av dem har vist mig megen Hen«
givenhed og Respekt.
Jeg kunde forresten have Lyst til at tage imod Elever igjen og lade
dem nyde godt af de Erfaringer, jeg har gjort i mit lange Kunstnerliv.
Underligt nok, Akademiet syntes at se paa min Lærervirksomhed med
en vis Uvilje. Jeg vilde dog intet andet, end hvad der maatte være fælles
Maal for Charlottenborg som for mig. Nogen som helst personlig Fordel
kunde jeg ikke tilsigte, Pengehensyn var der ikke Tale om, mit «Vilkaar»
var jo tvertimod: «Ingen Penge». Verdensklogere kunde det maaske
været, om jeg ikke her, som hele mit Liv igjennem, havde spillet Græs*
hoppens Rolle i Fablen. De andre fra min Tid ser sin Alderdom sikret
med Pension, Assurance og lignende Anstalter. Jeg har ikke faaet Tid
til at tænke paa sligt endnu, har draget fra Land til Land og drevet min
Kunst til andres og min egen Glæde. Men jeg kommer ikke til Myrens
Dør og beder om et Stykke Brød, det lover jeg. En brav Spillemand
spiller saa længe, som Felen haver Strenge.
Da jeg i de første Dage af Februar kom til Paris, fandt jeg «To Men=
nesker» præpareret i Marmor og opstillet paa en Dreieskive, alt færdigt
til at jeg kunde kaste mig over Arbeidet paa Gruppens Fuldendelse.
Mine Elever var jo dernede iforveien og havde trofast sørget for alt.
Der var ingen Tid at tabe. 1ste Mai skulde Gruppen være paa Salonen.
Jeg fik heldigvis Tilladelse til at sende Gibsmodellen ind de sidste Dage
før Udstillingens Aabning for at markere Pladsen, medens jeg gjorde de
endelige Hug i Marmoret. Man forkjælede mig derinde, det var sjeldent
noget saadant blev indvilget, ellers hed det: Paa Klokkeslettet lukkes
Portene.
Jeg har mangen god Gang arbeidet som en rasende, men som jeg nu
tog fat, aldrig. Det var en næsten uavbrudt Kamp hele Februar og Marts,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
