Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Krigen
221
Frise til en Sarkophag
Om Eftermiddagen kom der Brev. Han bad mig undskylde, at han
ikke var kommen, han havde faaet Efterretning om, at en af hans Sønner
var falden og den anden haardt saaret, han kunde ikke lade sin Hustru,
deres Moder, alene. Brevet endte med «Vive la France».
Den næste Dag stod han igjen ved Arbeidet, taus og flittig.
Jeg skulde i min Statue, i det lapidariske Sprog, Billedhuggeren raader
over, berette for kommende Slægter om menneskeligt Høisind og Mod.
Jeg var en af de faa Billedhuggere, kanske den eneste, der her i Kri»
gens Centrum stod som uvildigt Vidne, Borger af neutralt Land. Under
hele Krigen har denne «Neutralitet», som min danske Borgerpligt paalagde
mig, været mig pinlig. —
Jeg lærte som Skolegut om tre Kjøn i Sprogene: Masculinum — Fe»
mininum — og Neutrum: Intetkjøn. Som neutral skulde jeg være det udel»
tagende Vidne til de andres Kamp paa Liv og Død! — Men den Ret
havde jeg dog, tog jeg mig ialfald: ved min Kunst at berette om, hvad
jeg nu oplevede, skrive et Blad af Krigens Historie.
Hver Dag bragte Budskab derudefra om Død og Saarede. Hver Dag
saa jeg sortklædte Kvinder, altid flere, Enker, Mødre og faderløse Børn.
Ak, disse Mødre, jeg saa skride forbi mig, stolte som Skikkelser fra
Sophokles Tragedier! — Jeg hørte om de Sønner, de havde mistet i Krigen.
De gik der med opreist Hoved rolige, uden Klage. Jeg saa det forun»
derligste, næsten mystiske Udtryk af Smerte i deres Øine. Taareløse Øine.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
