Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Tidsforhold
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I .
«
T i d s f o r h o l d .
Jiiddelalderens store Ideer kunde hverken leve eller døe,
dens Idealer vare ifærd med at forvandles til Vrængebilleder,
og det fjortende Aarhundredes Frembrud betegnes derfor af
mørke Varsler. Bonifacius den 8de havde, efter Birgittas
Udtryk, »sat sig i Hoffærdigheds Sæde«, han paastod, at St.
Peders Sværd og det verdslige laae korsviis over hinanden,
begge i hans Haand: ja han kaldte sig i dæmonisk Vanvid
»de Levendes og Dødes Dommer«1). Jubelaaret 1300 havde
Kristi Statholder seet hele Verden knæle for sin Throne i
Rom, et Par Aar senere sad han paa en Skammel i Avignon
som den franske Konges underdanige Hofbiskop. Da
Ptolemais tabtes, sank Sværdet ud af Korsridderens Haand,
hans Ideer bleve brændte paa Baalet med Jakob Molay.
Saaledes var den glimrende, æventyrlige Drøm om et verds-
ligt Gudsrige i Virkeligheden drømt til Ende, den afløstes
af en halvvaagen Tilstand, fuld af Aandesyner, der for-
færde. Pavemagten havde fuldbyrdet sin Gjerning, at sam-
mensmelte de nydannede Folk til den Eenhed, vi kalde den
0 Bullen i Bulæi hist. universitatis Parisiensis 4, 7.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
