Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Andet kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
SYNNØVE SOLBAKKEN
til; ti hun vendte sig så bråt. Men siden tænkte han ikke på
andet end dette, at han dog skulde ha hjulpet hende med de
blomster. "Hvad taler I to om?" spurgte han Ingrid. "Om
ingenting."
Da de andre vel havde lagt sig, tog han sagte på sig igjen
og gik ud. Det var en vakker kvæld, lun og stille, himlen
havde et svagt overdrag af blågrå skyer, hist og her iturevet,
så det var, som om nogen fik skue ud af det dunkle blå som
af et øje. Ingen var at se omkring husene eller længere borte;
men i græsset til alle sider skvatrede græshopperne, en
agerrikse malte til højre og svartes af en til venstre, hvorpå der
begyndte en sang i græsset fra sted til sted, så det var ham,
der gik, som havde han et stort følge, skjønt han ikke så en
eneste. Skogen trak sig blå, siden dunkel og dunklere op
imod uren og syntes et stort tågehav. Men derinde fra hørte
han orren spille og slå til lyd, en enkelt katugle skrige og
fossen kvæde sine gamle, hårde rim stærkere end nogensinde,
- nu, da alt havde sat sig ned for at høre på ham.
Thorbjørn så over mod Solbakken og gik afsted. Han bøjede af
fra de vanlige veje, kom rask derover og stod snart i den lille
have, som Synnøve ejede, og som lå lige under det ene
lofts-vindu, netop det, indenfor hvilket hun sov. Han lyttede og
spejdede, men alt var stille. Da så han sig om i haven efter
arbeidsredskaber og fandt ganske rigtig både spade og greb.
Der var begyndt på opspadnirig af en seng; blot en liden snip
var blevet færdig, men i den var allerede to blomster sat,
formodentlig for at se, hvorledes det tog sig ud. "Hun er blevet
træt, stakkar, og gåt fra det," tænkte han; "her må en mand
til," tænkte han videre og gav sig ifærd med det, følte slet
ingen lyst til søvn, ja syntes endog, at han aldrig havde gjort
så let et arbeide. Han huskede, hvorledes de skulde sættes,
huskede ogsaa præstegårdshaven og passede nu det ene i det
andet. Natten gik med, men han mærkede det ikke, han hvilte
neppe og fik hele sengen opspadet, blomsterne sat, en og anden
omplantet for at få det endnu smukkere, og alt i ét skottede
han op til loftsvinduet, om dog nogen skulde mærke ham. Men
hverken der eller andensteds var der nogen, ej heller hørte
han så meget som en hund gjø, før hanen tog på at gale, vakte
skogens fugle, som da en efter en satte sig op for at synge
"god morgen." Mens han stod der og klappede jorden til
omkring, huskede han på eventyrene, som Aslak havde fortalt, og
hvorledes han engang trodde, der vokste trold og nisser over
102
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
