Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jærnbanen og kirkegården - Andet kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
for folk med almindelig følelse var dog sagen virkelig oprørende.“
— „Det er kommet svært nylig på med denne følelse,“ svarede
Lars, „så vi får håbe, den også snart går over igjen. Kanske
det hjælper at tænke lidt på, hvad præst, provst,
stiftsdirektionen, ingeniører og regjering alle vil sige, når vi først
enstemmig får sagen i gang og så bagefter kommer og beder om at
få den stanset? — Når vi først jubler og synger viser, og så
gråter og holder ligtaler? — Dersom de ikke siger, at vi er
blevne gale her i bygden, så må de i alle fald sige, vi er
blevne meget underlige på de siste dage.“ — „Ja, det ved
gud, at de må sige,“ svarede Knud; „vi er blevne meget
underlige på de siste dage, så det var på tide, vi
vendte om igjen. Det er virkelig kommet vidt, når vi skal
grave, du din og jeg min farfar op for at skaffe jærnbanevej,
— når vi skal kaste de dødes hvilested om, for at få vore læs
lettere frem. Ti er dette ikke det samme, som at rode i vor
kirkegård for at få den til at gi mad? Hvad der er gravet
ned i Jesu navn, graver vi op igjen i pengenes, i Moloks navn,
— det er ikke stort likere end at æde sine forfædres ben.“ —
Lars sagde tørt: „Så er naturens gang.“ — „Ja, planternes og
dyrenes.“ — „Er vi ikke dyr, vi da?“ — „Jo, men også den
levende guds børn, som har begravet vore døde i troen på ham:
det er ham, som skal vække dem, og ikke vi.“ — „Å, du
prater! Må vi så ikke grave dem op igjen alligevel, når turen
en gang kommer til dem? Hvad ondt er der i, at det sker
nogle år før?“ — „Det skal jeg sige dig! Det, som er født af
dem, ånder endnu, det, som de har bygget, står endnu, det,
som de har elsket, lært og lidt for, det lever om os og i os,
og skulde vi således ikke la’ dem selv hvile med fred?“ —
— „Jeg kan høre, du nu tænker på din farfar,“ svarede Lars,
„ti du blir så varm. Men så må jeg sige, at det var på tide,
bygden engang fik fred for ham. Ti han tog stor nok plads,
mens han levede; det var derfor ikke værdt, han lå i vejen nu,
da han er død. Skulde hans lig hindre en velsignelse for bygden,
som vilde trække ned i hundre led, så må man rigtignok sige, at
af alle dem, som her er fødte, har han været til størst skade.“
Knud Aakre kastede det lurvede hår op, hans øjne funklede,
hele karen så ud som en spændt stålfjær. — „Hvordan det er
med den velsignelse, du taler om, har jeg allerede vist. Den
er af samme art som al anden, du har forsynet bygden med,
nemlig af en tvilsom art. Ti vel har du skaffet os en ny kirke
men også en ny ånd til at fylde den med, — og det er ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
