Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Småstykker - En Livsgåde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
FN I IVSOÅDE
niN i^ivovj/\un
"Å nej, et liv. blir aldrig helt igjen; å gud!" og skar i at gråte.
- "Giv du mig alt dit liv og ikke blot et et stykke deraf, så
skal det bli helt igjen hos mig!" Han talte stærkt, som for at
opmande hende, hun svarede ikke, men han så hende kjæmpe.
"Vind på dig selv, vov dig til! Værre, end det nu er, kan det
dog ikke bli." - "Du kan drive mig til det yderste!" bad hun;
han misforstod hende og blev ved: "Om det er den største
forbrydelse, den skal jeg prøve at bære, men dette kan jeg ikke
bære!" - "Nej, heller ikke jeg!" ropte hun nu og rejste sig.
- "Jeg skal hjælpe dig!" han rejste sig også, "hver eneste dag
skal jeg hjælpe dig, når jeg bare ved, hvad det er. Men jeg
er for stolt til at være vogter for noget, jeg ikke kjender, -
og som kanske er en andens!" - Her blev hun funkende rød:
"Skam dig! af os to er jeg den stolteste, jeg byder ikke af en
andens. - Nu må du holde op!" - "Nej, er du stolt, så tag
først bort min mistanke!" - "Jesus Kristus, dette holder jeg
ikke længer ud!" - "Nej, jeg har svoret, at det skal ha en
ende idag!" - "Er dette ikke ubarmhjertigt," skreg hun, "at
ville pine og plage en kvinde, som har fortroet sig til dig, og
som har bedt for sig så inderlig som jeg!" og hun var atter
ved gråden, men ved pludseligt omsving udbrød hun: "Jeg
skjønner dig: du vil rigtig, det skal storskrige i mig; ti så får
du vide noget." Hun så harmfuldt på ham og vendte sig. Da
hørte hun langsomt ord for ord: "Vil du eller vil du ikke?"
Hun strakte hånden ud: "Ikke, om du bød mig alt det, vi
kan overse herfra!" Hun gik fra ham, barmen bølgede, øjnene
for af og til, men mest mod ham, snart hårdt, snart smerteligt,
så atter hårdt. Hun lænede ’sig* op til et træ og^gråt, så gråt
hun ikke mere, men gik som før. "Jeg vidste jo, du ikke
holdt af mig," hørte hun og - var i et nu det ydmygeste og
angerfuldeste; et par gange vilde hun svare, men i dettes sted
kastede hun sig ned i lynget og skjulte sit ansigt i sine
hænder. Han gik hen og stod over hende. Hun følte ham stå
der, hun ventede hans tale, hun dækkede for sig; men da den
ikke kom, blev hun endnu mere ræd og måtte se op. Hun
sprang i vejret med det samme, hans vejrbidte, langagtige ansigt
var blevet hult, det dybe øje uden bryn, den lange, men
pressede mund, den hele uhyre figur lagde sig med sådan samlet,
overordentlig vægt over hende, at hun pludselig så ham oppi
vanterne som hin forlisets nat; han var blevet stor som da og
af en styrke uden grænse, men nu stod den mod hende selv!
"Du har løjet for mig Aasta!" Hun veg, men han kom efter:
198 fi^?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
