Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - En glad gut - Niende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
EN GLAD
"Tak for alle dine breve," var det første, han sagde, og da
hun nu så op lidet gran og lo, følte han, at hun var det mest
skjælmske trold, han kunde møde i en skog; men han var
fangen, og hun var det nok ikke mindre. "Hvor stor du er
ble’t!" sagde hun, og mente noget ganske andet. Hun så mere
på ham, lo mere og mere, han lo også; men de sagde ingen
ting. Hunden havde sat sig på skrænten og så ned på gården;
Thore bemærkede dette hundehode nede fra vandet og kunde
for sit liv ikke begribe, hvad det var, som viste sig oppå berget.
Men de to havde nu sluppet hinanden og begyndte så smat
at tale. Og da han først havde begyndt, blev han snart så
kringmælt, at hun måtte le ham ud. "Ja, ser du, det er, når
jeg er glad, rigtig glad, ser du; og da det blev godt imellem os
to, da var det, som der sprang op en lås inden i mig, sprang
op, ser du." Hun lo. Siden sagde hun: "Alle de breve, du
sendte mig, kan jeg næsten udenad." - "End jeg dine da!
Men du skrev bestandig så kort." - "Fordi du bestandig vilde
ha det så langt." - "Og når jeg vilde, vi skulde skrive mere
om én ting, så svang du bort." - "Jeg tar mig bedst ud, når
du ser halen, så’ huldren." - "Men det er sandt; aldrig har
du sagt mig, hvorledes du blev kvit Jon Hatlen!"–––-"Jeg
lo." - "Hvorledes?" - "Lo; ved du ikke hvad det er at
le?« _ "Jo, le kan jeg!" - "Få se!" - "Har du hørt sligt!
Jeg må da ha noget at le ad." - "Det behøver ikke jeg, når
jeg er glad." - "Er du glad nu, Marit?" - "Ler jeg nu da?"
- "Ja, det gjør du!" han tog begge hendes hænder og slog
dem sammen, klask i klask, mens han så på hende. Her
begyndte hunden at knurre, siden rejste den hår og satte i at gjø
bent ned, den blev sintere og sintere, tilsist ganske rasende.
Marit sprang forskrækket tilbage, men Øyvind frem og så ned.
Det var hans far, den gjødde på; han stod tæt under berget
med begge hænder i lommen og så op på hunden. "Er du
der, du også? Hvad er det for en gal hund, du har deroppe?"
- "Det er en hund fra Hejdegårdene," svarede Øyvind noget
forlegen. - "Hvordan pokker er den kommen derop?" - Men
moderen havde set ud fra kjøkkenet; ti hun havde hørt den
skrækkelige støj, og hun forstod alt, lo og sagde: "Den hunden
farer her hver dag, så det er ikke noget underligt." - "Det
er da også .en glubsk hund." - "Den blir bedre, når en klapper
den," mente Øyvind og gjorde så; hunden taug, men knurrede.
Faderen gik troskyldig ned, og de to var frelste for opdagelse.
276 *g£?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
