Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fiskerjenten - Femte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
lang taushed svarede moderen: – "Og imod mig er det ingen
synd? Hvor har jeg været i al denne tid, at du ikke har
sagt et ord til mig?" – "Å, mor, hjælp mig, vær ikke hård
imod mig nu; jeg føler det, at jeg skal bøde for det, så længe
jeg lever; men derfor vil jeg også bede gud om snart at måtte
få dø! – Kjære, kjære gud," begyndte hun straks, idet hun
foldede hænderne op imod ham, "kjære, kjære gud, hør mig,
jeg har allerede forspildt livet; det har ikke mere for mig, jeg
er ikke sådan, jeg kan leve, jeg forstår ikke livet, kjære gud,
lad mig så få dø!" – der var en slig gribende inderlighed i
bønnen, at Gunlaug, som alt havde havt hårde ord oppe, svælgte
dem og lagde sin hånd henover datterens arm for at bøje den
ned fra denne bøn: "Styr dit sind, barn, frist ikke; vi må
nok leve, fordi om det svider." Hun rejste sig, og hun satte
aldrig sin fod oftere på kvistværelset.
Ødegaard var faldt i en sygdom, der så ud til at bli farlig.
Under denne flyttede hans gamle far op til ham, tog sit
studereværelse ved siden af og sagde til alle, som bad ham spare
sig, at det kunde han ikke; hans gjærning var at våge over
sønnen, hver gang sønnen tabte nogen af dem, som han elskede
højere end sin far.
Således stod det, og nu kom Gunnar hjem!
Han skræmte mest livet af sin mor ved at vise sig længe
før skibet, han for med; hun trodde, det var hans gjenfærd,
og ikke stort likere gik det hans kjendinger. På alle undrende
spørsmål gav han kun dårligt svar. Man fik dog straks bedre,
ti endnu samme dag, han kom, blev han jaget ud af Gunlaugs
hus, og det af hende selv. På trappen skreg hun efter ham,
så det drønede ned igjennem hulvejen: "Kom ikke mere hid,
vi har fåt nok af det slag nu!" Han var ikke nåd langt, før
en jente satte efter ham med en pakke; jenten havde én til,
men gav nu fejl, og Gunnar fandt i sin en stor guldkjæde;
han stod og vejede på den og så på den; ikke havde han før
forståt Gunlaugs raseri, men endnu mindre forstod han nu,
hvorfor hun sendte ham en guldkjæde. Han ropte jenten
tilbage; hun måtte vel ha givet fejl, og hun spurte, idet hun gav
ham den anden pakke, om det da var denne. Pakken viste
sig at indeholde hans gaver til Petra. Ja, den var det nok;
men hvem skulde så ha guldkjæden? Det skulde kjøbmand
Vold, svarede jenten og gik med den. Gunnar stod igjen og
tænkte: "Kjøbmand Vold? gir han foræringer? Det er altså
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
