Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fiskerjenten - Tiende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
De havde stanset allesammen, men ingen var god til at
sige noget. Endelig spurte Ødegaard: "Det var altså hos dig,
jeg var, da jeg engang som smågut fulgte far did op?" – "Ja,
det var hos mig." – «Og en stund hos mig," sagde Lars;
"din far er mit søskendebarn." – Men Randi sagde med
vemod: "Så du er han vesle Hans; – ja, tiden går." –
"Hvorledes går det Else?" spurgte Ødegaard. – "Dette er Else,"
sagde Randi og pegte på den lyse kone. – "Er du Else!"
udbrød han; "du havde en kjærestesorg den gang; du vilde
ha bygdens spillemand, fik du ham?" Ingen svarede. Trods
det tog på at skumre, så han Else bli meget rød og mændene
se bort eller ned – med undtagelse af den unge, som så stivt
på Else. Ødegaard skjønnede, at han havde spurt galt;
provsten kom ham til hjælp: "Nej, Hans Spillemand er ugift;
Else fik søn til Lars; men nu er hun ble’t fri igjen, hun er
enke." – Atter blev hun blussende rød, den unge mand så
det og smilte spodsk.
Men Randi sagde: "Ja, du har vel rejst vide, du? Du
har lært meget, kan jeg høre." – "Ja, hidtil har jeg læst eller
rejst; men nu vil jeg bli og ta fat." – "Å ja; så går det: –
nogle rejser ud og kommer til lys og lærdom; andre sidder
igjen." Og Lars lagde til: "Fædrejorden er ofte tung at
vende. Arbejder vi så en mand frem, som kan bli til hjælp,
så farer han." – "Kaldet er forskjelligt; enhver må følge
sit," sagde provsten. – "Og vorherre lægger nok arbejdet
sammen," sagde Ødegaard; "min fars arbejde når nok hid
igjen, hvis gud vil." – "Å ja, det gjør det vel," sagde Randi
sagtmodig; "men det er ofte tungt at vente; for det varer så
længe."
De skiltes; provsten stillede sig ved det ene og Ødegaard
ved det andet vindu for at se efter dem; ti de skulde nu gå
over fjældet; den unge mand gik sist. Ødegaard fik høre om
ham, at han var fra byen, hvor han havde begyndt på flere
ting, men var altid røget uklar med folk. Han trodde sig
kaldt til noget stort, vistnok til apostel, men var forunderlig
nok stanset oppi Ødegaardsbygden, – somme mente af elskov
til Else. Han var en ildsjæl, som havde gjennemgåt mange
skuffelser og havde flere i vente.
De var nu blevne synlige i fjældet; fjøsets tag dækkede dem
ikke længer. De arbejdede tungt opover, trærne tog dem, de
kom frem igjen, altid højere op. Der var ingen vej i den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
