Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fiskerjenten - Ellevte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han ikke var hende værdig." – Gjæsterne blev her så
undselige, at ingen længer turde se op, og da pigerne længst ikke
havde vovet det, havde provsten bare et eneste ansigt et tale
til, det var Ødegaards, der imidlertid nød den lykkeligste ro.
"Men nu," fortsatte provsten, "nu, da jeg har lært ham nøjere
at kjende, nu er det endt med, at jeg ved ikke, om hun er
ham værdig, så stor er han blevet mig; ti det er kunsten,
scenens store kunst, og hans forlovede er Petra, min
plejedatter, mit kjære barn; måtte det gå eder godt sammen! Jeg
bæver ved det, men hvad der hører sammen, skal også
sammen. Gud være med dig, min datter!" Hun var i et nu over
gulvet og ved hans bryst.
Da ingen af dem mere satte sig, gik naturligvis det hele
selskab fra bordet. Men Petra gik hen til Ødegaard, som straks
tog hende med til det borteste vindu; han havde noget at sige
hende nu, men hun måtte først sige: "Dem skylder jeg
alt!" – "Nej, Petra; jeg har kun været en god bror; det var
synd af mig, at jeg vilde være mere; ti var det sket, havde
hele din bane været brudt." – "Ødegaard!" De havde
hinandens hænder, men de så ikke på hverandre; en stund efter
slap han og gik. Men hun kastede sig ned på en stol og gråt.
Dagen efter rejste Ødegaard.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
