Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Brudeslåtten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vel heller ikke Mildrid spist til middag og kanske heller ikke
sovet inat?" - "Mildrid har vist ikke sovet den’forrige nat
heller, hun, og spist har hun ikke, det jeg har set, nej, ikke
på," - hun tænkte sig lidt om - "på aldrig så længe." -
Han rejste sig. "Kan du nu gå videre?" - "Jeg tænker nok
det." Og han tog hende ved hånden, den jagende march
begyndte igjen. Om lidt så han, hun kunde ikke fortsætte på
den måden, derpå tog han trøjen af sig, gav hende den og tog
hende op og bar hende. Dette vilde hun på ingen måde. Men
han bar hende så let afsted, og Beret holdt sig fast ved hans
brystdugslinning, hun turde ikke røre ved ham selv. Om en
stund mente hun, at nu havde hun pustet ud; nu kunde hun
nok løbe igjen. Han satte hende ned, tog selv sin trøje og
hængte den over geværet, - og afsted. Ved bækken stansede
de og hvilte lidt, før hun drak. Da hun rejste sig, smilte han
og så på hende: "Du er en vakker liden en."
Det stundede mod kvælden, da de nådde frem. Beret
søgtes forgjæves både ved stølen og foran hejen; ropene døde
i det fjærne, og begge blev rædde, da Hans lagde mærke til,
at hunden snøftede til noget. De løb til; det var hendes
tørklæde. Straks gav Hans tegn til hunden, at den skulde søge
hende, som tørklæcfet tilhørte, - og den i vej; De fulgte den
frem fjældet mod den andre siden, altså nedover mod
Tingvold-kanten. Skulde hun være gåt hjem? Beret fortalte om sit
uforsigtige spørsmål og dets følger, og Hans svarede, at det
kunde han tænke sig. Beret tog på at gråte. Skulde de gå
efter hende eller ej? Beret istemte: "Ja, ja!" hun var rent
forstyrret. De måtte først indom nabosæteren og få hjælp til
at modtage kreaturerne. Meris de endnu talte herom, bestandig
følgende hunden, så de den stanse og se sig tilbage med
logrende hale. De sprang til, og der lå Mildrid!
På sin arm lå hun, med ansigtet halvt mod lynget. De
trådte sagte til, hunden slikkede hende på hånd og kind, hun
strøg sig og indtog en anden stilling, men sov videre. "Lad
hende da sove!" hviskede Hans; "og gå du hen og tag mod
kreaturerne; jeg hører bjælderne." Da Beret vilde løbe, kom
han efter; "bring mad med dig, når du kommer tilbage,"
hviskede han. Nu satte han sig et stykke fra hende, tog hunden
til sig, tvang den til at lægge sig, sad og holdt den for at hindre
den i at gjø, om en fugl eller et dyr skulde stryge forbi.
Aftenen var skyet, hejerrie og bergfladerne lå grå, alt om-
440 ,©£?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
