Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Brudeslåtten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
BRUDESLÅTTEN
ikke denne mand, - hverken jeg eller din mor. - Ej heller
vidste vi, at du kjendte ham.a - "Nej, heller ikke jeg kjendte
ham,a sagde Mildrid. De forbausede forældre så på hverandre.
- "Hvorledes gik da dette til?" Det var moderen, som spurgte.
- "Ja, det ved jeg ikke selv," sagde Mildrid. - "Men, kjære
barn, en må da kunne styre sig!" Mildrid svarede ikke. -
"Vi tænkte om dig," føjede faderen spagfærdig til, "at vi kunde
være sikre på dig." Mildrid svarede ikke. - "Men hvordan
gik det til?" gjentog moderen ivrigere; "du må da vide det!"
- "Nej, jeg ved det ikke, .... jeg ved bare, at jeg ikke kunde
for det, nej, det kunde jeg ikke;" hun sad og holdt sig i
bænken med begge hænder. - ."Gud trøste og bedre dig, hvad
har der da været over dig?" - Mildrid svarede ikke. Da
dæmpede atter faderen samtalen. I venlig rolighed spurte han:
"Hvorfor talte du ikke til en af os, barnet mit?" Også moderen
tog sig i det og sagde stille: "Du ved, hvor vi holder af
børnene, vi, som har levet så ensomt, - og, vi tør vel sige det,
især af dig, Mildrid; for du har været mest for os." - Mildrid
kjendte ikke længer pladsen, hvorpå hun sad. - "Ja, vi tænkte
ikke, at du vilde forlade os således." Det var faderen, som
talte. Om ordene kom tyst, så gjorde de ikke mindre ondt. -
»Jeg vil ikke forlade eder," stammede hun. - "Sådant må du
ikke sige," svarede han alvorligere end før; "for du har jo
allerede forladt os." - Mildrid følte, at det var sandt, og dog
var det ikke sandt; men hun kunde ikke rede det. Moderen
sagde: "Hvad har det nu nyttet til, at vi har levet kjærlig og
gudfrygtig med vore barn? - I den første prøve," - hun vilde
for datterens skyld ikke sige mere. Men nu kunde ikke Mildrid
holde det ud: "Jeg vil ikke forlade eder, .... jeg vil ikke gjøre
eder ondt, .... jeg kunde bare ikke, .... nej, jeg kunde ikke!"
hun kastede sig ned over bordet på sin arm, vendt mod faderen.
og hulkede.
Ingen af forældrene var god til at lægge noget bebrejdende
ord til den anger, hun syntes at føle. Derfor blev der tyst.
Dette kunde ha varet længe; men Hans Haugen skjønte, der
han sad, at nu måtte hun ha hjælp. Hans jægerøjne havde set
hende kaste sig over bordet, og han sprang op; - snart hørtes
hans lette skridt i svalen. Han bankede på; alle så op, men
ingen sagde: "Kom ind!" Mildrid rejste sig halvt, rød gjennem
gråden; døren gik op, Hans med gevær og hund stod bleg,
men rolig midt i den, vendte sig og lukkede, mens hunden gik
448 J@£?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
