Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Store Torsken!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
115
»Fædrelandet har Mænd nok til at vaage over
sig; jeg har kun dig alene, Ole Svendsen!« udbrød
Hustruen og strakte ham Barnet i Møde.
Bakke rejste sig heftigt og sagde det ene Ord:
»Ane!« Hun sænkede sine Øine for hans flammende
Blik; hendes skælvende Læber tav.
I det samme aabnede Olaug Døren og traadte
ind. Norges unge Genius, højbrystet, kraftig, hvid
som den Sne, der tindrede i hendes Pels, rosen
frisk. Hendes Hænder foldede sig uvilkaarligt, idet
hun viste sig, Øjnene bad, idet hun udbrød:
»Kljkker fra Id, Faren er over Morbror Bjørn
stad; kom og hjælp os. Hans Hus er omringet af
Svensken, og han er ene mod dem alle«.
Konen sprang frem og greb Olaugs Arm.
»Kommer ogsaa du for at drage min Husbond
fra mig?« spurgte hun og knugede Barnet ind til
sig. »Nu skal du høre, Ole Svendsen, hvorfor jeg
er ræd. I Nat saa jeg en Skare vaabenklædte
Mænd drage her forbi; Sørgemusikken gik foran,
langsomt, Skridt for Skridt; Trommen lød tung
og dump. Jeg fo’r til Vinduet. — Ak, Ole, ved
dit Hjerte har jeg hvilet, drømt Livets bedste
Drøm. — De Soldater standsede her udénfor; du
laa der paa deres korslagte Geværer, hører du:
du laa der, hvid og bleg, — Bliv hos dine Børn, ellers
bliver du deres derude, — Soldaternes, Dødens!
Forlad os ikke!«
Hun sank i Knæ. Den rødmossede Glut i hen
des Arme lo højt og bed sine buttede Knoer med
Smilehuller i, udstødte et Klunk af Tilfredshed og
dukkede sin Pande i Faderens Skød. Han saa det,
saa alt, hvad der kan binde en Mand til Liv og
Hjem. Hans Øjne duggedes; men det maa have væ-
8*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
