Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Visen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
136
stigende Buestrøg, Livets Længsel, Sejrens Fryd lød
til sidst i den gamle, gribende Folkevise.
»Han kan ikke gøre for, at det lyder saa kønt«,
hviskede Månsson; »det er Dødsdeliriet, som kriller
i Fingrene paa ham«.
Jørgen stod omgivet af drukne, lyttende Solda
ter. Nogle følte Beruselsens let vakte Højtidelig
hed med Bøsserne beredte til Eksekutionen, andre
stod tavse, grebne af Øjeblikkets storladne Roman
tik, og dråk i dette korte Øjeblik übevidst af rene
Kildeaarer, af Poesiens, af Barnesindets evig sprud
lende Strømme. Fædrelandet, dette halvtbe
grebne Ord, dirrede i disse halvtfuldbaarne Sjæle.
Der blev ganske stille. Det store Moderland,
Menneskehedens, svensk, norsk eller dansk var
over dem alle.
Jørgen havde sænket Buen. Vagtmesteren
traadte hen til ham.
»Frem med det Billede, du siger, vores Konge
gav d’g!« sagde han. »Der kan være noget i det«.
Jørgen aabnede Medaillonen. »Se og genkend
det alle«, udbrød han med lav Røst. Carl den
Tolvtes Ansigt med de smalle Kinder og den
mandige, urokkelige Ro viste sig i det hendø
ende Nordlys.
»Det har sin Rigtighed«; sagde Vagtmesteren og
holdt Haanden hilsende til Huen, medens han betrag
tede Billedet. »Her mangler blot Hugværgen, vor
Konge altid slæber hen ad Jorden — Træd an,
Manne!«
sluttede Geled.
»Præsenter Gevær for denne Mand!«
Soldaternes Hilsen klirrede taktfast i den lette
Frostluft.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
