Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Stormuglen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
228
»Er din Far lyst fredløs?« spurgte Ellen og rejste
sig heftigt.
»De lyste ham fredløs den Aften, han kom til
dem og vilde have gjort alt godt«, svarede Halvor.
Det brød frem, pludselig som en tilbagetrængt
Strøm, Klage over lidte Ydmygelser, Vrede, Skil
dring af Faderens og Moderens trøstesløse Liv der
tij emme paa Fossegaarden. Dette Skriftemaal, som
ingen Pine skulde have fravristet ung Halvosr Stolt
hed, aflagde han ukaldet, uspurgt til Faster Ellen,
hvem han her saa for første Gang, mens Taarerne
var ved at bryde igennem.
»Forbandelse ramme dem ,der lyste din Fader
fredløs!« raabte Fiskeren heftig og strakte Armene
mod Himlen. Den bredskyggede Hat laa paa Jor
den, et Ansigt, skønt i dets furede Lidelse, bely
stes af Maanens bløde Lys, der ikke mægtede at
oplyse de skarDe Rynker. »Braad og Brænding for
ude — de store Storme alle Vegne! — Broder, jeg
vil hjælpe — jeg kommer, almægtige Gud, forbarm
dig over os alle!«
Faster Ellen og Halvor sank til hinandens Bryst.
For første Gang fandt tilbagetrængte, uforstaaede
Følelser, Sorg og Lidelse, her sit Udløb; dermed
var Pagten sluttet. Aarelang Græmmelse i En
somhed og Grublen svandt hen i den lyse Som
mernats Taager.
»Uh, dette her er saa overmaade rørende, som
nåar en har Barn i Kirke ovre i den s,tore Kathedral
paa Vestindien!« snøftede Daniel og gned sine tørre
Øjne med Bagen af Haanden.
»Jeg sagde nys i min blinde Uforstand, at alle
mine egne var borte«, hviskede Ellen og stirrede paa
Halvor med Glød i de huie Øjne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
