Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ildskriften læses endnu paa Krønikens evige Tavler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
254
»Jeg skal kløve Svenskens Hoved i tvende ulige
Brøkdele, at ingen Reguladetri kan lægge det sam
men igen!« raabte han til Fader Jonas, som stod
uden for Døren til »Den forgyldte Nøgle« og
ikke vidste noget bedre Middel til at deltage i
Stadens Forsvar end ved at række fyldte Krus ud
til Krigerne.
Her slæbte Kvinderne deres Bohave sammen
i Gyderne og dannede Barrikader eller laa med
Bøssen paa Lur bag Vinduesskodderne efter de
fremmede, sultne Ørne, der flagrede om deres Rede.
Luften blev lysere. ftrudtrøgen fo’r frem gen
nem Tværgaden fra de aabne Pladser, hvor Kam
pen rasede.
De kom farende, disse Svenske, som en Storm
vind, alle sammen magre, brune, arrede Ansigter,
nogle forsorne Kroppe, der sloges som Djævle, faldt
med en Vittighed, legede Livets Krigerkamp som en
guddommelig Spøg, der ikke kunde være lystigere,
og som midt i deres store Erobringskampe ikke
drømte om at vinde mere end seks Fod Jord til
eget Husbehov.
Nu stormede Svenskerne Frederikshald.
Overalt fo’r skarpe Lynglimt frem fra de mørke
Træhuse og ramte den, Kuglen søgte; hver Bygning,
hvert Vindu var en Fæstning, som sendte et vel
ment Goddag og et dybtfølt Farvel til de fremstor
mende, der kom i Spring som til Festdans — det
gik i en Fart, for der var ingen Tid til Snak og
heller ikke til at tælle Fjendens Overmagt før se
nere, da Ligene i Dynger drev ned over Elven og
fiskedes op langs Stranden eller jordedes ukendte i
store Fællesgrave.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
