Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ildskriften læses endnu paa Krønikens evige Tavler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
261
der brød en bitter, trøstesløs Graad igennem over
for Barndomsvennen, der i Aften ikke stod for
hende som den drillevorne Knøs fra Legeaarene,
men som en Yngling med lid i Øjet og Værdighed
over sit Væsen. Hun fortalte ham hurtigt og af
brudt Aftenens* Hændelse, Tvangsægteskabet, Lys
ningen i Luneland. Han blev pludselig blød og tog
hendes Haand.
»Hør, hvor de skyder og trommer demde,
Olaug!« udbrød han. »Det kalder til Manddom og
Bedrift. Du vil faa at se, at du og Fader bliver
stolte over mig. — Aldrig saa jeg Urter blomstre
eller hørte Fuglen synge, siden du drog af Fjeldet;
aldrig er du af min Hu; hver tapper Gerning, jeg
bedriver, er med dig i Tanke, 01aug«, vedblev han
hurtig og fremstødt, som om en længe hemmet Kilde
endelig fandt sit Udløb, »hvem ved, hvad denne
blodige Nat kan bringe os alle? Du, min Fæstemø,
og Fædrelandet er i Fare — det er, som om jeg
kunde løfte Fjelde. Kys mig, saa bliver jeg stærk.
— Herre Jesus, nu er det værd at leve! Alt.ter
sig saa godt. Hør, hvor de skyder i Nat!«
Han sluttede Olaug i sine Arme. Hun stred
ikke imod; den nys overstaaede Rædsel, den over
hængende Fare, Tummelen og Skrigene uden for Mu
ren om denne lille, fredelige Haveplet under de
tunge Frugtgrenes Skygge lod hende føle sig i Havn
hos Barndomsvennen. Men da han bøjede sit glø
dende Ansigt nærmere mod hendes og vilde kysse
hendes Mund, rev hun sig løs og drog sig ned
mod Elven.
»Ogsaa du, Halvor!« sagde hun bedrøvet.
»Du har Ret: først Sejren, saa Lønnen!« jublede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
