Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den store Fred
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
347
»-
Land tilbage i Strømmen. Ingen anede endnu
nogen Fare; Bjørnstad vilde med Lethed have
kunnet stage sig i Land, som han saa ofte havde
gjort. Først da han lod Baadshagen falde over
bord og foldede Armene over Bystet, begyndte
Jørgen at ane Uraad.
»Vær god mod Faster Ellen!« lød Bjørnstads
rolige Stemme indover; »hun er at stole paa. — Hiis
Olaug, mit Hjertes stolte Barn«.
Jørgen udstødte et Raab og søgte forgæves at
indhente de gyngende Planker, der allerede førtes
med den dybe, stride Strøm, som, svulmende efter
de sidste Ugers Skybrud, ilede ud mod Sarpsfos
sen. Hurtigere og hurtigere gled Færgen af Sted.
Bjørnstad syntes ikke at se eller høre noget
mere omkring’ sig. Borgerne fulgte bekymrede
og grebne Fartøjet paa den modsatte, menneske
tomme Bred; de forstod, at de var til Stede ved
Bjørnstads Ligfærd.
Allerede drønede Fossefaldet i Nærheden og
sendte rygende Skumhvirvler i Vej ret vel Elv
mundingen. Bjørnstads hvide Håar flagrede i
Vinden; han stirrede opad. En Gang lød et
Skrig fra Klyngen paa Land; det saa ud, som om
Færgen vilde skyde ind mellem Klipperne. Den
gled forbi. Maaske vilde Bjørnstad nu kun lande
paa Evighedens Kyst. I næste Nu forsvandt han i
Skum og Fraade.
Oppe paa en fremspringende Pynt stod Faster
Ellen. Hun strakte Armene mod Himlen og ud
brød:
»Store, almægtige Gud, nu forstaar ogsaa jeg det
hele: gennem Braad og Brænding hjem til dig!«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>