Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Digte og sange - Sangen - Ved N. F. S. Grundtvigs død (1872)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DIGTE OG SANGE 1 19
sangen har varme, og derfor den bryder
stivhed og frost, så det tør i dit sinn.
Sangen har evighed, derfor den skyter
fortid og fremtid ihop for dit syn,
tænder uændelig attrå og flyter
bort i et lyshav av længsler og lyn.
Sangen forener, idet den fortoner
mislyd og tvil på sin strålende gang;
sangen forener, idet den forsoner
kamplystne kræfter i samstemmig trang:
trangen til Skjønhed, til dåd, til det rene!
— Nogle kan gå på dens lys-lange bro
højere, højere, frem til det ene,
som ikke åpnes for annet æn tro.
Fortidens længsler i fortidens sange
kaster vemodig en aftenrød glans;
samtidens længsler i toner vi fange
in for en eftertids sjælfulle sans.
Slægternes ungdom i sangen har møde,
tumler sin stund i de tonende ord;
— fler æn vi aner, ja ånder av døde,
vugges i kvæll i vort fæstlige kor.
VED N. F. S. GRUNDTVIGS DØD
(1872)
Likesom vølven i Nordfolkets gry
steg over sagnenes vande,
talte om alt under hav, over sky,
dukket som synkende lande —
talen tilbake, evindelig ny,
skulde stande:
Sådan i Nordfolkets nytid han står
— under nyss dukket hans panne —,
synerne efter som solskyer går
over de havslagne lande.
Nordfolkets utsigt i tusene år
skal de rande.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
