Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Digte og sange - En sangers kall
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DIGTE OG SANGE 145
i folkets sjæl,
og gjør den varm
og gjør den hel
og gjør den harm,
så den får mot og ælsker klarhed:
i livet Gud er åbenbaret.
Han river kongekåpen av
og breder den om folkets skuldre,
så det ej længer tomt skal buldre
om fremmed højheds lånte krav,
men være selv sin majestæt
i eget kall og ånde-æt,
i sagas glans
på folkets sans,
i store mænn
av egen lænd,
i folkevilje uten prutning,
i mandig gang og stor beslutning.
Han tvinger folkets synd til bod
med sanhedsvidnets had mot løgne
(dog ej et søndags-, men et søgne-,
der lider for sin tales mod).
Han truer folkets falske fred,
dets fejghed, dets uvidenhed —
bestikkes ej
av folkeånd,
av kongehånd,
men går sin vej,
og hvor han vakler, kommer smærte
og rensker lysten i hans hjærte.
Han er en broder av de små,
de lidende, derfor av kvinnen.
Det svake ny han op mot vinden
tør krysse, til det bør kan få.
Han vokser, om han selv ej vil,
av kallet som han bruktes til,
og ænder som
et suk i Gud
om større skudd
med rik’re blom
av folkesjælen til dens ære,
æn han har magtet det at være.
Bjørnson: Samlede værker. I. 10
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
