Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arnljot Gelline (1870) - Fjærde sang - Femte sang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARNLJOT GELLINE 201
Her attrå du bytter,
her længsler du flytter,
her frygten den faller,
hvor Frælseren kaller;
her, knækket som sivet,
du rejser dig hel,
i hedningelivet
forliste sjæl!“
FEMTE SANG
ÅRNLJOTS LÆNGSEL MOT HÅVET
Havet stunder jeg mot, ja havet,
hvor fjærnt det ruller i ro og højhed.
Med vægt av fjælltunge tåkebanker
det vandrer evig sig selv i møte.
Skjønt himlen daler, og landet kaller,
det har ej hvile, og ej det viger.
I sommernatten, i vinterstormen
det vælter klagende samme længsel.
Mot havet stunder jeg, ja mot havet,
hvor fjærnt det løfter den kolde panne!
Se, værden kaster sin skygge på den
og spejler hviskende ned sin jammer.
Men solen stryker den varm og lysblid
og taler frejdig om livets glæde.
Dog like iskold, tungsindig rolig
den sænker sorgen og sænker trøsten.
Fullmånen suger, orkanen løfter,
men taket glipper, og vandet strømmer.
Lavlandet nedhvirvles, bærg hensmuldrer,
mens jævnt det skyller mot evigheden.
Hvad hen det drager, må vejen vandre,
hvad engang synker, det stiger ikke.
Ej bud der kommer, ej skrik der høres;
dets egen tale kan ingen tyde.
Mot havet er det, langt ut mot havet,
som aldrig kjænner en stunds forsoning!
For alt som sukker, det er forløser;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
