Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arnljot Gelline (1870) - Ottende sang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
210 ARNLJOT GELLINE
Mennesket flokket sig rædd omkring åren,
lyttet til fonnerne, stirret på flommen,
væntet og bad.
Vej var der ikke som frælse førte;
båtene borte,
broerne brutte . . .
hvær gang et sneskred løsnet, de tænkte:
nu er det vi!
Eller de så
styrtningens rykende rædsel vælte
over en nabo;
så den højt oppe hænge i fjællet,
ændeløst vokse, så stige, så komme;
mørk som et avgrunnens hærtog for den,
fjællbunden skalv,
træerne flygtet likesom levende. . .
lufttrykket var det; pil-skutt, usynligt,
foran det jog,
løftet og tog,
slængte og slog
husene, splittet i tusen.
Hærtoget efter, trampende tomten
død under stenen for evige tider.
Elven steg favner, føde den fik.
Over dens flate, mættet og muldsort,
stokker og kister og fastbundet bufæ,
hæsten blant tømmer strævde en stund,
rovfugler fulgte;
skarpt gjænnem braket et menneske-skrik,
atter et døende,
så mellem vraket et drivende lik.
Grusomt at se på dag efter dag,
værre ved nat, når alt kun hørtes.
Men da så stormen
kom for at bryte hvad regn hadde løsnet,
kom for at kaste hvad skred hadde sparet,
væltede skogen, renskede sletten,
hus efter hus:
„Ragnarokkr!a ropte de flygtende,
„nu er det siste, nu skylles det sammen.“
Inne på fjællene brøt sig en mann
frem, blant urskogens nedfalls-trær
eneste vandrer i uvejrs-vejen.
Dræpte var de som færden delte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
