Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arnljot Gelline (1870) - Tiende sang - Ellevte sang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARNLJOT GELLINE 227
Men er det så, der lever en mann,
som tar på sig
alt det onde jeg har gjort, —
da vil jeg siden, hvo han æn er,
gi ham mit liv og min tro til døden ...
Kan jeg få lov at begynne på nyt,
som fra idag,
da er det værd at leve og dø!“
Den gang da solen løftede sig
— åsene brænte og elven blinkte —
fallt den på nogle og tretti mann;
tvættet de steg
op av morgenkolde vand.
Bispen, den hvite, krumbøjde olding,
sang så en messe ved elvesusen,
præster der var ej, koret var stumt,
ingen ham hjalp —
uten hans egen stærke tro.
Var de så færdige, rejste sig op,
grep sine våben og fulgte bispen
frem gjænnem skogen til kongens lejr.
Stolte de gik,
nu fik de slåss i kongehær.
ELLEVTE SANG
KONGENS BØN
Nu er den kommen, den store, den ønskede stunden,
nu skal det bæres,
korset mot hammeren, troen mot vælden og trossen,
offret mot havesyk magt.
Kampen skal drøne
kanske de tusene år eller mer over landet,
rejse de fallne,
gjøre hvært tap innen kort til en tifoldig sejr.
Men vore fiender
ere for mange;
de også fødes på ny.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
