Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Annet kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SYNNØVE SOLBAKKEN 283
kravlet i dettes sted meget fort ned igjæn av bænken, og tok
Torbjørn i begge øren. Denne grep fat i hans lugg og satte ham in
under sig; hin skrek ænnu ikke, men bet Torbjørn i låret;
Torbjørn trak det tilbake og satte hans ansigt like lukt i gulvet. Da
blev han selv tat i trøjekraven og løftet op som en halmsæk, — det
var faren, som satte ham i fang. „Var det ikke i kirken, fik du
pryl,“ hvisket han ham in i øret, og trykket hans hånd, så det
sved like ned i foten. Han husket på Synnøve og så over; hun
stod der ænnu, men så stirrende og fortapt, at han begynte at
ane hvad han hadde gjort, at det måtte være noget rigtig galt.
Såsnart hun mærket at han så på henne, krøp hun ned av
bænken og var ikke mere at se.
Der kom klokker, der kom præst frem: han hørte og så vel
på dem; der kom atter klokker og atter præst, — men ænnu sat
han der på farens fang og tænkte: skal hun ikke snart se op
igjæn? Hin kar som hadde trukket ham ned av bænken, sat på
en skammel længer inne i stolen, og hvær gang han vilde rejse
sig, fik han et puf i ryggen av en gammel en, som sat og dubbet,
men vågnet regelmæssig hvær gang hin gjorde mine til at rejse
sig. „Skal hun ikke snart se op igjæn,“ tænkte Torbjørn, og
hvært rødt bånd, som han så røre på sig rundt omkring, minnet
om dem hun hadde, og hvært tilstaset billede i den gamle kirke
var enten nætop så stort eller litt mindre æn henne. Jo, der stak
hun hodet op! Men straks hun fik se ham, trak hun det alvorlig
ned igjæn. — Klokkeren kom frem, og præsten ænnu en gang,
der blev ringet, og man rejste sig. Faren taler atter sagte med
den lyse mann, de går sammen over til kvinnfolkstolen, hvor
man også hadde rejst sig. Den første som kom ut derfra, var en
lys kone, der smilte likesom mannen, men dog mindre; hun var
ganske liten og blek og holdt Synnøve ved hånden. Torbjørn
straks like mot denne; men hun trak sig hurtig unda ham, rundt
om morens kjole. „Lad mig være!“ sa hun. „Han der har nok
ikke før været i kirke,“ sa den lyse kone og la hånden på ham.
„Nej, derfor slåss han også den første gang han er der,“ sa
Sæmund. — Torbjørn så skamfull op på henne, og derfra på
Synnøve, der syntes ham ænnu alvorligere. De gik alle ut — de
ældre i samtale, men Thorbjørn efter Synnøve, som trak sig
tættere til moren, hvær gang han kom henne nær. Den andre gutten
så han ikke mere. Ute på kirkevollen stanset de og begynte en
længere samtale. Torbjørn hørte flere ganger Aslak nævne,
og da han var bange for, der også kunde tales litt om ham
selv med det samme, trak han sig tilbake. „Du skal ikke høre
dette,“ sa moren til Synnøve; „gå en smule bort, vennen min;
gå bort, siger jeg!“ Synnøve drog sig nølende tilbake. Torbjørn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
