Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Tredje kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SYNNØVE SOLBAKKEN 293
stund uten at se på ham, sa hun igjæn: „Vet du, at Knut
Nordhaug er kommet hjæm til søsterens bryllup?“ „Ja.a — Nu så
hun på ham: „Thorbjørn, Thorbjørn!“ „Skal han ha mere
lov nu æn før til at gå imellem mig og andre?“ „Han går ikke
imellem; ikke mere æn andre vil.“ „Ingen kan vite hvad andre
vil.“ „Det vet du godt.“ „Selv siger hun i alle fall
ingenting.“ „Å, hvor du kan snakke!“ sa Ingrid, så uvillig på ham,
rejste sig og så bak for sig. Han kastet sine kviststumper, satte
kniven i sliren og vændte sig mot henne: „Hør, — jeg er
stundimellem kjed av dette. Folk skjænder æren både av mig og henne,
fordi intet går åpenlyst til. Og på den annen kant... jeg kommer jo
ikke engang over på Solbakken — fordi forældrene ikke kan like mig,
siger hun. Jeg får ikke besøke henne, således som andre gutter
besøker sine jænter, fordi hun nu er av de hellige — må vite!“
„Thor-bjørn!“ sa Ingrid og blev litt urolig, men han fortfor: „Far vil intet
ord lægge in; — fortjener jeg henne, får jeg henne, siger han. „Snak,
bare snak på den ene side — og intet vederlag for snakket på
den andre; ja jeg vet ikke engang, om hun virkelig . . .“ Ingrid
for til og la hånden over hans munn, idet hun så sig tilbake.
Der blev buskene atter bøjd tilside, og en høj, slank en trådte
blussende rød frem; det var Synnøve.
„God kvæll!“ sa hun. Ingrid så på Thorbjørn, som hun vilde
sige: der kan du se! — Thorbjørn så på Ingrid, som han vilde
sige: det skulde du ikke ha gjort. Ingen så på Synnøve. „Jeg
får vel lov at sætte mig litt; jeg har gåt så meget idag.“ Og hun
satte sig; Thorbjørn vændte på hodet som for at se, om det var
tørt der hun satte sig. Ingrid hadde latt øjnene løpe nedover til
Granliden, og nu ropte hun med ett: „Å nej, å nej! Fagerlin
har slitt sig og går midt i nyakeren. Det stygge dyr! Kjelleros
også? Nej, nu bær det over sig; det er fornø’n vi snart kommer
på sæteren!“ — og så la hun nedover henad lierne uten at sige
farvel engang. Synnøve rejste sig straks. „Går du?“ spurte
Thorbjørn. „Ja,“ sa hun; men hun stod.
„Du tør gjærne vænte litt,“ yttret han uten at se på henne.
— „En annen gang,“ blev der sagte svaret. — „Det kan bli længe
til.“ — Hun så op; han så nu også på henne; men det var en
stund før de sa noget. „Sæt dig igjæn,“ sa han litt forlegen.
„Nej,“ svarte hun og blev stående. Han følte trossen stige op;
men da gjorde hun noget han ikke hadde væntet, — hun gik et skridt
frem, bøjde så like mot ham, så ham op i øjet og sa med et
smil: „Er du vred på mig?“ Og da han skulde se til, så gråt
hun. „Nej,“ sa han, luerød i ansigtet.
Han rakte hånden frem; men da øjnene var fulle av vand,
mærket hun det ikke, og han drog den tilbake. Så sa han ændelig:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
