Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Fjærde kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SYNNØVE SOLBAKKEN 297
bød dans, og forældrenes forhold til Synnøve i det stykke vilde
hun ikke videre prøve. Men hvordan nu tankerne fallt, så sa
hun om en stund: „Bedre danser æn Thorbjørn har jeg aldrig
set.“ — Synnøve væntet litt, før hun sa: „Ja, han skal danse
godt.“ — „Du skulde set ham danse,“ utbrød Ingrid og vændte
sig mot henne. Men raskt svarte Synnøve: „Nei, det vil jeg
ikke.“
Ingrid studset litt ved det, —Synnøve hældte sig ned over sin
binding og talte sine næster op. Med én gang lot hun bindingen falle i
fanget, så ænde ut for sig og sa: „Så inderlig glad som jeg er
idag, har jego dog ikke været på længe.“ — „Hvorfor?“ spurte
Ingrid. — „Å–––-fordi han ikke danser på Nordhaug idag!“
Ingrid sat i sine egne tanker. „Ja, der skal være jenter som længes
efter ham,“ sa hun. Synnøve åpnet munnen, som vilde hun
tale, men taug, trak en stikke ut og byttet. „Thorbjørn længes
nok selv også; det skal jeg være sikker på,“ sa Ingrid, men
mærket først bakefter hvad hun hadde sagt, og så på Synnøve,
der sat blussende rød og bant. Nu kunde Ingrid med stor fart
se bakover på den hele samtale, slog hænderne sammen, flyttet
sig på knæ i lynget, så at hun kom foran henne, — og gav hun
sig til at se Synnøve like in i øjnene; men Synnøve bant. Da
lo Ingrid og sa: „Nu har du mangen Herrens god dag gåt og
gjæmt noget for mig igjæn.“ — „Hvad siger du?“ spurte Synnøve
og kastet et usikkert blik på henne. — „Du er ikke sint, fordi
Thorbjørn danser,“ sa Ingrid som før. Den andre svarte ikke.
Ingrids ansigt var bare et eneste smil, og så tok hun Synnøve
om halsen og hvisket henne in i øret: „Men du er sint, fordi
han danser med andre æn dig!“
„Hvor du snakker!“ sa Synnøve, slet sig løs og rejste sig.
Ingrid rejste sig også og gik efter henne. „Det er synd du ikke
kan danse, Synnøve!“ sa hun og lo; — „rigtig stor synd! Kom
nu, så skal jeg likeså godt lære dig straks!“ Hun tok Synnøve
om livet. „Hvad vil du?“ spurte denne. „Lære dig at danse,
forat du ikke skal ha slik sorg i værden, som at han danser med
andre æn dig!“ Nu måtte også Synnøve le, eller late som hun
lo. „Der kan snart nogen se os,“ sa hun. „Gud signe dig for
det svaret, så dumt som det var,“ sa Ingrid og gav sig allerede
til at tralle og flytte Synnøve efter takten. „Nej, nej! Det går
ikke an!“ — „Du har jo ikke været så glad på mangen god dag,
sa du nylig; kom nu!“ — „Kunde det bare gå an!“ — „Prøv,
så skal du nok se det går an!“ — „Du er så vilter, du Ingrid!“
— „ Han sa så, katten til spurven, da spurven ikke vilde stå
stille, så katten kunde få ta ham; kom nu!“ — „Jeg har da i
grunnen lyst også, men —“ „Nu er jeg Thorbjørn, og du den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
