Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Fjærde kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SYNNØVE SOLBAKKEN 299
„Se, solen danser på Haukelidfjæll;
dans, du kjæresten min; ti snart er det kvæll!
Se, elven hopper mot blanken hav;
hopp, du viltreste gut; — der vænter din grav!
Se, bjørken svajer for vindenes kast:
Svaj, du frejdige mø! — Hvad var det som brast?
Se,–––-“
„Det er slike underlige viser du synger,“ sa Synnøve og
stanset dansen. Jeg vet ikke hvad jeg, synger jeg; Thorbjørn har
sunget dem.“ — „Det er av Slave-Bents viser,“ sa Synnøve; Jeg
kjænner dem.“ — „Er det av dem?“ spurte Ingrid og blev litt
rædd. Hun så ut for sig og sa ikke noget; pludselig blev hun
opmærksom på en nede på vejen. „Du — der kjører nogen ned
fra Granliden og tar bort over bygdevejen!“ — Synnøve så også
derhen. — „Er det ham?“ spurte hun. — Ja, det er visst
Thorbjørn; han skal til byen.“
–––-Det var Thorbjørn, og han kjørte til byen. Den lå langt
væk, han hadde stort lass og kjørte derfor i mak bort over den
støvede vej. Denne lå slik til, at den kunde sees fra sæteren, og
da han nu hørte det hauke deroppefra, skjønte han hvem det var,
steg op på lasset og hauket igjæn, så det ljomet mellem fjællene. Da
spillet det på lur ned til ham, han sat og lyttet, og da det stanset,
rejste han sig atter og hauket. Således gik det bortover, og han var
glad tilmode. Han så på Solbakken og syntes, den aldrig hadde
hat så megen sol som nu. Men mens han sat der og så efter
den, glæmte han rent hæsten, så den gik som den vilde. Da
skvatt han op ved, at den gjorde et svært byks til siden, så den
ene skåk knakk, og hæsten avsted i villt trav ut over
Nordhaug-markerne; ti det var over dem vejen gik. Han rejste sig i
vognen og holdt igjæn; det blev en kamp mellem ham og hæsten;
den vilde ut over en skrænt, og han holdt. Han fik den så vidt,
at den stejlet, og da hoppet han av og hadde, før hæsten atter
satte sig i fart, fåt tak om et træ, — og nu måtte hæsten stå.
Lasset var tildels kastet, den ene skåk itu, og hæsten stod og
skalv. Han gik frem til den, tok den om bigslet og talte den blidt
til; han vændte den straks for at være sikker for skrænten, om
den la avsted på ny; stå stille kunde den ikke, så skræmt som den
var, og han måtte i halvt sprang følge den altid længer og længer
fremad, like op til vejen igjæn. Han for da forbi sine egne saker,
som de lå der kastet overænde, kopperne itu og inholdet tildels
fordærvet. Hidintil hadde han været optat av faren, nu begynte
han at skjønne følgerne av dette og blev harm; det stod for ham,
at der ingen byrejse blev av, og jo flere betragtninger han gjorde,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
