Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Sjette kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
314 SYNNØVE SOLBAKKEN
Nu var så lang tid runnen, og ænnu ingen tidende. Hun forlot
sit arbejde, for at sætte sig og se ut over bygden, da dette syntes
henne et slags selskap, og hun nu ikke vilde være alene. Som
hun sat der, blev hun træt, la hodet ned over sin arm, og fallt
straks i søvn; men solen stak, og det blev en urolig søvn. Hun
var over på Solbakken, oppe på det loft hvor hennes ting stod,
og hvor hun plejde at sove; blomsterne fra haven bar slik fager
duft op, skjønt ikke den hun var vant til, men en annen, næsten
som av lyng. Hvorav kommer vel det, tænkte hun, og bøjde
hodet ut over det åpne vindu. Jo, så stod Torbjørn nede i haven
og plantet lyng. „Men, kjære dig, hvorfor gjør du dette?“ spurte
hun. „Å, disse blomsterne vil ikke vokse,“ sa han, og gik og stellte
nede i haven. Da gjorde det henne ondt for blomsterne, og hun bad
ham ændelig at bære dem op til henne igjæn. „Ja, det kan jeg
gjærne gjøre,“ sa han, og så samlet han dem op og kom med
dem; men det var nok ikke på loftet hun sat, for han kunde gå
like in til henne. Da kom moren i det samme. „I Jessu navn!
Skal den stygge Granligutten komme in til dig?“ sa moren, sprang
til, og stillet sig midt i vejen for ham. Men han vilde in allikevel,
og nu begynte de to at brytes. „Mor, mor, han vil bare in igjæn
med blomsterne mine,“ bad Synnøve, og gråt. „Ja, det hjælper
ikke,“ sa moren og brøt på. Og Synnøve var så rædd, så rædd,
for hun visste ikke hvem hun vilde ha til at vinne; men tape
skulde ingen av dem. „Tag ivare blomsterne mine!“ ropte hun;
men de brøt nu værre på æn før, og de vakkre blomsterne hennes
strøddes ut overalt. Moren trådte på dem, og han også; Synnøve gråt.
Men da Torbjørn hadde sluppet blomsterne, blev han så stygg,
så stygg, håret vokste på ham, ansigtet også, øjnene så ondt, og
lange klør satte han i moren. „Vogt dig, mor! Ser du ikke, det
er en annen — vogt dig!“ skrek hun, og vilde hen og hjælpe
moren, men kom ikke av flækken. Da ropte nogen på henne,
og det ropte én gang til. Men straks for Torbjørn væk, moren
også; det ropte en gang til. ,Ja!“ sa Synnøve, og vågnet.
„Synnøve!“ ropte det. Ja“ svarte hun, og så op. „Hvor er
du?“ spurtes der. Det er mor som roper, tænkte Synnøve, rejste
sig og gik inover mot sætervollen, hvor moren stod med en løp
i den ene hånd, skygget for sig med den andre, og så ut imot
henne.
„Her ligger du og sover på slette marken!“ sa moren. „Jeg
blev så søvnig,“ svarte Synnøve, „at jeg la mig nedpå en liten
rid, og så visste jeg ikke ordet av, før jeg var insovnet.“ — „Slikt
må du vogte dig for, barnet mit. . . . Her er noget til dig i
løpen; jeg bakte igår, da far skal på langrejse.“ Men Synnøve
følte på sig at moren ikke kom derfor, og hun tænkte at hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
