Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Syvende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SYNNØVE SOLBAKKEN 323
loftsværelse, hvor hans mange bøker stod. Det bar slik til, at hvær
gang vi kom sammen med henne, stod hun som hun var
annensteds, og vi sa til hværandre: Var vi blot så kloke som Karen
Haugen. Hun skulde arve gamlingen, og mange gode karer bød
sig til at dele halvt med henne; avslag fik de alle. På den tid
vændte præstesønnen hjæm fra sin præstelære; det var ikke gåt
godt med ham, såsom han mere hadde hat sinn for villskap og
de onde ting æn for de gode; nu drak han. „Vogt dig for ham!“
sa den gamle lensmannen. Jeg har været meget sammen med de
fornemme, og er det min erfaring, at de er mindre værd vor lit
æn bonden.“ Karen hørte bestandig hans røst over de andres,
— og da hun senere traf til at møte præstesønnen, gik hun
avsides; ti han stod efter henne. Siden kunde hun ingensteds gå,
uten hun møtte ham. „Væk,“ sa hun, „det nytter dig lite!“ Men
han fulgte, og således bar det til, at hun dog tilsist måtte stanse
og høre. Han var fager nok, men da han sa, han ikke kunde
leve henne foruten, skræmtes hun væk. Han gik og drev om
husene der, men hun kom ikke ut; han stod utenfor hennes vindu
om natten, men hun kom ikke frem; han sa han vilde gjøre ænde
på sig, men Karen visste hvad hun visste. Tok han så på at drikke
igjæn. — „Vogt dig; det er djævelens list altsammen,“ sa den
gamle lensmannen. Så stod karen en dag like på hennes værelse;
ingen visste hvorledes han var kommet dit. ,,Nu vil jeg dræpe
dig,“ sa han. „Ja, trøst dig til det!“ sa hun. Men så gråt han
og sa, at det stod i hennes magt at gjøre ham til et skikkeligt
menneske. „Kunde du ænda et halvt år holde dig fra at drikke,“
sa hun. Og så holdt han sig et halvt år fra at drikke. „Tror
du mig nu?“ spurte han. „Ikke før du et halvt år holder dig fra
al slags lag og lystighed.“ Det gjorde han. „Tror du mig nu?“
spurte han. „Ikke før du rejser hen og ænder din præstelære.“
Han gjorde også dette, og året efter var han tilbake som full-lært
præst. „Tror du mig nu?“ spurte han og hadde ænda kappe og
krave på. „Nu vil jeg nogen ganger høre dig forkynne Guds ord,“
sa Karen. Og det gjorde han purt og rent, som det sig en
præste-mann sømmer; han talte om sin egen dårlighed, og hvor lett det
var at sejre når en først kunde begynne, og hvor godt Guds ord
var når en først fant det. Gik han så igjæn til Karen. „Ja, nu
tror jeg, du lever efter hvad du selv vet,“ sa Karen; „og nu vil jeg
fortælle dig, at jeg i tre år har været trolovet med Anders Haugen,
mit søskenbarn; du skal lyse for os på næste søndag.“–––
Her sluttet moren. Synnøve hadde ingen opmærksomhed vist
i begynnelsen, siden mere og mere, nu hang hun i hvært ord.
„Er det ikke mere?“ spurte hun meget rædd. „Nej,“ svarte moren.
Faren så på moren, da gled hennes blik usikkert til siden, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
