Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Ottende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
328 SYNNØVE SOLBAKKEN
se dem. Synnøve hadde glemt alt og stod og stirret på
Torbjørn; likeså Sæmund, konen, Solbakkeparret, Ingrid. Torbjørn
følte det og stod som naglet fast; men Knut tænkte, at han her
måtte gjøre noget, og så rakte han den ene hånd et lite stykke
frem, men sa ingenting. Torbjørn rakte også sin litt frem, men
ikke således at de kunde nå hværandre. „Takk for —“ begynte
Knut, men husket straks, at det ikke var nogen rigtig hilsen her,
og gik et skridt tilbake. Torbjørn så op, og øjet traf Synnøve
der var hvit som sne. Med et långt skridt frem og et kraftigt tak
i Knuts hånd sa han, så de nærmeste kunde høre det: „Takk for
sist, Knut; vi kan — ha hat godt av det begge to.“
Knut gav en lyd fra sig omtrent som et hik, og det var som
han to eller tre ganger forsøkte at tale; men det blev ikke noget
av. Torbjørn hadde ikke mere at sige, væntet — så ikke op,
men bare væntet. Der fallt imidlertid ikke et ord, og som nu
Torbjørn stod der og drejde salmeboken i hånden, kom han til
at slippe den ned. Straks bøjde Knut sig, tok den og rakte ham
den. „Takk!“ sa Torbjørn, som selv hadde bøjd sig; han så op,
men da Knut atter så ned, tænkte Torbjørn: det er best jeg går.
Og så gik han.
De andre gik også, og da Torbjørn nu hadde sat sig ned og en
stund efter vilde se over til kvinnfolkstolen, møtte han Ingebjørgs
ansigt, som smilte moderlig mot ham, og Karen Solbakkens, der
bestemt hadde væntet på at han skulde se ditover; ti straks han
gjorde dette, nikket hun tre ganger til ham, og da han studset
derved, nikket hun tre ganger til, ænnu mildere æn før. —
Sæmund, faren, hvisket ham in i øret: „Det tænkte jeg.“ De hadde
hørt ingangsbønnen, sunget en salme, og konfirmanterne stillet sig
alt op, før han næste gang hvisket til ham: „Men Knut kan lite
med at være god; lad det bestandig være langt ifra Granlien til
Nordhaug.“
Konfirmationen tok sin begynnelse, idet præsten kom frem, og
barnene istemte konfirmationssalmen efter Kingo. At høre dem
synge, alle på én gang og alene, fortrøstningsfullt og klingende,
plejer gjærne røre folk, og helst den som ikke er kommet
længer bort æn at han husker sin egen dag. Når da dyp Stilhed
følger på, og præsten, den samme nu i over tyve år, den samme
som gjærne har hat en eller annen liten god stund, hvori han
har talt til det bedre hos hvær enkelt av dem, — når han nu
folder hænderne over brystet og tar i, er der gjærne megen be
vægelse. Men barnene begynner at gråte, når præsten taler om
forældrene, og vil at de skal be til Vorherre for sine barn.
Torbjørn, som nylig hadde ligget for døden, ænnu nyligere hadde
trodd at han blev et helseløst menneske, gråt meget, men især
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
