Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Ottende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
330 SYNNØVE SOLBAKKEN
intet bær at bøje sig ned efter, det hadde Torbjørn nok set; men
Synnøve hadde fåt fat i et stort strå, og nu stod hun og trak
bærene in på strået.
„Idag fallt mig stærkt på minne den tid vi gik sammen til
konfirmationen,“ sa han. Jeg måtte også komme det i hug,“ svarte
hun. „Det er mange ting hændt siden den gang,“ — og da hun
intet sa, fortsatte han: „men de fleste således som vi ikke hadde
væntet det.“ Synnøve stak sine bær meget flittig in på strået og holdt
hodet bøjd under dette; han flyttet litt for at se henne i ansigtet;
men som om hun mærket dette, fik hun laget det slik at hun
måtte vænde sig på ny. Da blev han næsten rædd, han
ingenting skulde få frem. „Synnøve, du har da vel altid litt at sige, du
også?“ Da så hun op og lo. „Hvad skal jeg sige?“ spurte hun.
Han fik alt sit mot igjæn og vilde ta henne om livet, men just
som han kom nær til henne, turde han ikke rigtig, men spurte
blot ganske spakfærdig: „Ingrid har vel talt med dig?“ „Ja,“
svarte hun. „Så vet du også noget,“ sa han. Hun tidde. „Så
vet du også noget,“ gjæntok han og kom annen gang nærmere.
„Du vet vel også noget,“ svarte hun — ansigtet kunde han
ikke se. „Ja,“ sa han og vilde få fat i en av hennes hænder;
men hun var nu flittigere æn nogentid før. „Det er så lejt med
det,“ sa han, „at du magtstjæler mig.“ — Han kunde ikke mærke
om hun smilte til det, og derfor visste han ikke hvad han skulde
føje til. „Kort og godt da,“ sa han så med én gang ret stærkt,
skjønt stemmen var ikke sikker: „Hvad har du gjort med den
seddelen?“ Hun svarte ikke, men vændte sig bort. Han gik efter,
la den ene hånd på hennes skulder og bøjde sig ned over henne.
„Svar mig!“ hvisket han . . . ,Jeg har brænt den.“
Han tok raskt og vændte henne mot sig, men da så han, at
hun vilde til at gråte, og så turde han ikke annet æn slippe henne
igjæn; — det er da også slemt, så let hun tar til den gråten,
tænkte han. Best som de stod, sa hun sagte: „Hvorfor skrev du
den seddelen?“ — „Det har Ingrid sagt dig.“ — ,Ja visst; men
... det var hårdt av dig.“ — „Far vilde det...“ „Allikevel...“
„Han trodde jeg blev et helseløst menneske al min tid ...
Herefter skal jeg sørge for dig,“ sa han.
Ingrid viste sig nede i bakken, og de tok straks på at gå. „Det
var som jeg så dig best, da jeg ikke mere tænkte at kunne få
dig,“ sa han. — „En prøver sig selv, når en er alene,“ sa hun.
„Ja, da mærkes det best, hvem der har den største magten i
os,“ sa Torbjørn med klar stemme, og gik alvorlig ved hennes side.
Hun plukket ikke mere bær nu. „Vil du ha dem der,“ sa hun
og rakte ham strået. „Takk,“ sa han, og holdt hånden som
rakte bærene. „Så er det vei best det blir ved det gamle,“ sa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
