Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Fjærde kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARNE 353
Jo, Herre, de små hunde æder dog av de smuler som faller av
deres herres bord.“
Han tidde, men gråt nu mere opløst og stille.
Moren var vågnet for længe siden, men hadde ikke turdet se
op; nu da han gråt som en forløst, satte hun sig på albuerne og
så op.
Men næppe blev Nils henne var, før han skrek bortover til
henne: „Ser du op, du også, — du vilde vel se hvorledes du
har flidd mig til. Ja, slik ser jeg nu ut, akkurat slik!“–––Han
rejste sig op, og hun gjæmte sig under fællen. „Nej, gjæm dig
ikke, jeg finner dig nok,“ sa han, idet han strakte den højre hånd
famlende frem for sig med utstrakt pekefinger. — „Krill, krill!“
sa han, idet han drog fællen av og stak pekefingeren på
hennes hals.
„Far!“ sa Arne.
„Nej, hvor skrumpen og mager du ret er blet. Her er ikke langt
in. Krill, krill!“ Moren tok krampagtig om hans hånd med begge
sine, kunde ikke slite sig løs, og krøkte sig sammen i en tull.
„Far!“ sa Arne.
„Så det kom liv i dig nu. Hvor hun vrir sig, det spektakel!
Krill, krill!“
„Far!“ sa Arne. Stuen begynte at gå op og ned.
„Krill, siger jeg!“ — Hun slap hans hænder og overgav sig.
„Far!“ ropte Arne. Han sprang bort i kråen, hvor der stod
en øks. —
„Er det bare på trossighed at du ikke skriker. Skulde ellers
ta dig i vare for det; jeg har fåt slik en underlig lyst. Krill, krill!“
„Far!“ skrek Arne og tok efter øksen, men blev stående som
fastnaglet; ti i det samme rejste faren sig, gav et skjærende skrik,
tok sig for brystet, fallt om. Jesus Kristus!“ sa han og lå
ganske stille.
Arne visste ikke grant, hvor han stod, eller hvad han stod over;
han væntet likesom at stuen skulde sprænges, og stærkt lys falle
in ensteds. Moren tok på at dra pusten trangt, som væltet hun
av sig noget tungt. Hun rejste sig ændelig halvt op, og så da faren
ligge utstrakt på gulvet, sønnen stå ved siden av med en øks.
„ Vorherre, den forbarmende, hvad har du gjort?“—skrek hun
og for op av sengen, kastet stakken om sig og kom frem. Da
var det som fik han løse mælet. „Han fallt om av sig selv,“ sa
han sagte. „Arne, Arne, jeg tror dig ikke,“ ropte moren med
stor straffende røst; „nu være Jesus med dig!“ og hun kastet sig
over liket i megen jammer. Men gutten kom ut av duset, fallt
også på sine knæ: „Så sant jeg vænter nåde fra Gud, han fallt
Bjørnson: Samlede værker. I. 23
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
