Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Ottende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
366 ARNE
Ja, skjener ikke kuen idag, så skjener hun aldrig“ — sa mor,
hun glante op i lien.
Det var slik en vakker solskinsdag,
jeg kunde ikke være inne;
så la jeg på fossen i store slag;
der var nu vel fred at finne!
mens solen skinte, så druknede jeg, —
har du skrevet visen, så er det ikke mig.
„Bare tre slike solskinsdager, og alting er i hus“ — sa mor, hun
gik at reje sengen min.
Allikevel blev samlivet med moren hvær dag til større og større
husvalelse. Det hun ikke forstod fik like godt et forhold til ham,
som det hun forstod. Ti derved at hun ikke forstod, tænkte han
det oftere om igjæn, og hun selv blev bare kjærere for ham ved
at han til alle sider fant hennes grænser. Ja, hun blev ham
uændelig kjær!
Arne hadde som barn ikke brydd sig om eventyr. Nu som
voksent menneske længtes han til eventyrene, og disse drog
folkesagn og kjæmpeviser efter sig. Hans sinn tok en underlig længsel;
han gik meget alene, og mange steder der omkring, som han før
ikke hadde set på, syntes ham så vakkre. Den tid han sammen
med sine jævnaldrende gik til konfirmationen, hadde de ofte leket
ved et stort vand nedenfor præstegården, Svartsjøen kallet, fordi
det lå dypt og sort. Det vand begynte han nu at tænke på, og
en kvæll drog han ditop.
Han satte sig bak et kjærr tæt under præstegården; denne lå
i en meget bratt bakke, som længer oppe blev til højt fjæll; likeså
var det på den andre bredd, og derfor bar der stor slagskygge
ut over vandet på begge sider; men langsefter det i midten var
en stripe fagert sølv-vand. Alt lå i ro; solen holdt på at gå ned;
der skranglet litt bjælleljom over fra den motsatte bredd; men
ellers var det stille. Arne så ikke like overfor sig, men først
inover i bunden av vandet, fordi solen sprængte noget bristende
rødt utover der, litt før den sank. Fjællene hadde derinne bøjet
sig til side, så der var en lang, lavt liggende dal imellem, og mot
denne slog vandet op. Men det så ut som om fjællene rant
langsomt ned mot hinannen, for at ta den mellemliggende dal in som
i en gynge. Gård i gård lå in over dalen; røken slog op og kom
væk; markerne stod grønne og dampet; båter la til, ladede med
høj. Han så meget folk gå av og til, men kunde ingen støj høre.
Øjet drog sig derfra og bort over stranden, hvor bare Vorherres
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
