Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Niende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
376 ARNE
Den historien syntes alle jænterne var så vakker.
Så mente gudfar, de skulde fortælle hvad de hadde drømt inat,
og så skulde han dømme om, hvem der hadde drømt vakkrest.
Nej, fortælle hvad de hadde drømt! Nej! og der blev latter og
tisk uten ænde. Men så begynte den ene efter den annen at mene,
hun hadde hat sådan vakker drøm den nat; men atter andre, at
så vakker som den, d e hadde hat, kunde den i alle fall ikke være.
Og tilsist fik de alle lyst at fortælle sine drømme. Men det måtte
ikke være højt; det måtte være bare til én, og det måtte slet ikke
være gudfar. Arne sat så stille der borte på haugen, og så blev det
ham de turde fortælle dem til.
Arne satte sig bort under en hassel, og så kom hun til ham,
hun som først hadde fortalt. Hun betænkte sig længe, men
fortalte så:
„Jeg drømte jeg stod ved et stort vand. Da så jeg en gå på
vandet, og det var en som jeg ikke vil nævne. Han steg op i
en stor tjørnblom og sat og sang. Men jeg gik ut på et av de
store blad som tjørnblomen har, og som ligger og svømmer; på
det vilde jeg ro over til ham. Men straks jeg var kommet på
bladet, så begynte det at synke med mig, så jeg blev meget rædd
og gråt. Da kom han roende til i tjørnblomen — løftet mig op i
til sig, og vi rodde over alt vand.—Var ikke det en vakker drøm?“
Den lille som hadde fortalt den lille historie, kom:
„Jeg drømte jeg hadde fanget en liten fugl, og jeg var så glad
og vilde slet ikke slippe den, før jeg var kommet hjæm i stuen.
Men der turde jeg ikke slippe den, for da kunde far og mor be mig
lukke den ut igjæn. Så gik jeg op på loftet med den; men der
gik Ikatten og lurte, og så kunde jeg ikke slippe den der heller.
Så visste jeg ikke min arme råd, men gik op på låven... Gud, der
var så mange sprækker, og den kunde rejse sin vej! Nej, så gik
jeg ned på gården igjæn, og der syntes jeg en stod som jeg ikke
vil nævne. Han stod og lekte med en stor, stor hund. ,Jeg vil
heller leke med den fuglen din,“ sa han og kom mig så nær.
Men jeg syntes jeg la på sprang, og både han og den store hunden
efter, og jeg sprang gården rundt; men så lukket mor op
sval-døren, — trev mig in og kastet døren til. Men utenfor stod gutten
og lo med ansigtet på ruten. „Se, her er fuglen!“ sa han — og tænk,
så hadde han fuglen!“ — Var ikke det en rar drøm?“ —
Så kom hun der hadde fortalt om alle de trosterne. Eli hadde
de kallt henne. Det var den Eli, han hadde set hin kvæll i båten
og i vandet. Hun var den samme, og dog ikke den samme, så
voksen og vakker, som hun sat der med det fine ansigt og den
smækkre skabning. Hun lo så meget, og derfor var det længe før
hun kom sig til; men så fortalte hun:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
