Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Tiende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARNE 383
vilde ikke utover. Et stykke fra vinduet, nede mot vandet, stod
trær, og deres skygger listet over til hværandre; men den store
ask stod alene og skrev på sneen.
Det var stillt; kun engang imellem var det noget som skrek og
ulte med lang klagende lyd. „Hvad et det?“ spurte Arne. —
„Det er fløjen,“ sa Eli, og siden føjde hun sagtere til som for
sig selv: „den må være sluppet løs.“ Men Arne hadde været
som den, der hadde villet tale og ikke kunnet. Nu sa han:
„Husker du det eventyr om trosterne som sang?“ — ,Ja.“ —
„Det er også sant; det var jo du som fortalte det.–––-Det var
et vakkert eventyr.“ — Hun sa med så blid stemme, at det var
likesom første gang han hørte den: Jeg synes ofte, det er noget
som synger, når det er ganske stillt.“ — „Det er det gode i os
selv, det.“ Hun så bort på ham, som var der noget for meget i
det svar; de tidde også begge bakefter. Så spurte hun, mens hun
malte med en finger på ruten: „Har du nylig gjort nogen vise?“
Her blev han rød; men det så ikke hun. Derfor spurte hun
igjæn: „Hvorledes bærer du dig ad, når du lager viser?“ —
— „Vilde du gjærne vite det?“ — „Å ja.“ — Jeg passer på de
tanker som andre gjærne lar gå,“ svarte han unvigende. — Hun
tidde længe; ti hun prøvde nok med en eller annen vise — om
hun hadde hat de tanker, men latt dem gå. — „Det var
underligt,“ sa hun som for sig selv, og gav sig til at male på ruten
igjæn. — „Jeg laget en vise, første gang jeg hadde set dig.“ —
„Hvor var det?“ — „Borte ved præstegården, den kvæll du drog
derifra; — jeg så dig i vandet.“ — Hun lo, stod litt stille: „Lad
mig høre den visen.“ — Arne hadde aldrig før gjort noget sådant;
men nu gav han sig til at sige visen frem for henne:
„Hun Venevil hoppet på letten fot
sin kjærest imot.a O.s.v.
Eli stod meget opmærksom; hun stod længe efter den var
færdig. Ændelig brøt hun ut: „Nej, hvor jeg synes synd i henne!“
— „Det er likesom jeg ikke selv har gjort den,“ sa han; ti han
var blet skamfull over at ha sagt den frem. Han forstod heller
ikke hvorledes han var fallt på det. Han blev stående og se efter
visen. Da sa hun: „Men det skal da vel ikke gå mig så?“ —
„Nej, nej, nej; — jeg tænkte egentlig på mig selv.“ — „Skal det
gå dig så, da?“ — Jeg vet ikke; — men jeg følte så den gang;
— ja, jeg skjønner det ikke længer nu; men jeg har engang
været så tung i sinnet.“–––-„Det var underligt;“ hun malte på
ruten igjæn.–––-
Næste dag da Arne var kommet in for at spise middag, gik
han bort til vinduet. Ute var grått og tykt; inne var varmt og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
