Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- Arne
- Ellevte kapitel
- Tolvte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
det værste, og nu er det kommet så vidt, at de taler ondt om
mig, både kone og datter, og jeg går her alene.“
En jænte ropte op til dem, at nu blev maten kold. Bård rejste
sig- Jeg hører hæstene knægge,“ sa han; „det er vel nogen som
har glæmt dem;“ han gik bort til stallen for at gi dem høj.
TOLVTE KAPITEL
Eli var såre matt efter sygdommen; moren sat over henne nat
og dag, og var aldrig nede. Faren var da oppe sin sædvanlige tur
på hosesokkerne og med huen lagt efter utenfor døren. Arne var
ænnu på gården; han og faren sat sammen om kvællene; han var
kommet til at holde så av Bård. Bård var en vellært,
dyp-tænkt mann, men var likesom litt rædd det han visste. Når nu
Arne hjalp ham til rette, og fortalte ham hvad han ikke før visste,
var Bård meget taknemmelig.
Eli kunde snart sitte oppe stundimellem, og efter hvært som
det nu gik fremad, fik hun flere infall; således var det en- kvæll
at Arne sat i stuen nedenunder, hvor Eli lå, og sang viser med
høj røst; da kom moren ned, og bad fra Eli, om han ikke vilde
komme ditop og synge, så hun kunde få høre ordene. Arne hadde
nok sittet og sunget for Eli, der han sat; ti da moren nu sa dette,
blev han rød og rejste sig, som vilde han nægte hvad han hadde
gjort, skjønt ingen hadde sagt det. Han tok sig snart, og sa
und-vigende at det var så lite han kunde synge. Men moren mente
det lot ikke så, når han sat alene.
Arne gav efter og gik. Han hadde ikke set Eli siden den dag
han hjalp til at bære henne op; han følte at hun nu måtte være
meget forandret, og det gjorde ham likesom litt rædd. Men da
han sagte åpnet døren og trådte in, var det stummende mørkt i
værelset, og han så ingen. Han stanste ved døren. „Hvem er
det?“ spurte Eli klart og sagte. „Det er Arne Kampen,“ svarte
han varsomt, forat ordene skulde falle bløtt. „Det var snillt du
kom.“ — „Hvorledes står det til med dig, Eli?“ — „Takk, nu
er det bedre.“
Du får sætte dig ned, Arne,“ sa hun en stund efter, og Arne
følte sig fremover til en stol som stod ved sengefoten. „Det var
så godt at høre dig synge, du må synge litt for mig heroppe.“
„Bare jeg kunde noget som passet her.“ — Der blev stillt en
stund; da sa hun: „syng en salme“ og det gjorde han, det var
noget av en konfirmationssalme. Da han sluttet, hørte han at
hun gråt, og derfor turde han ikke synge mere; men om litt sa
hun: „syng en sådan en til,“ og han sang en til, nemlig den som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Jan 24 20:26:36 2025
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/bjornson/1/0391.html
