Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Fjortende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARNE 399
hvite sand glittret i solen. Med én gang var hans tanker i den
rødmalte bygning med de hvite dører og vinduskarmer, hvorefter
han hadde malt sin egen. Han hugset ikke de første tunge
dager han hadde hat der; han hugset blot på den sommer de begge
så, han og Eli, der oppe foran hennes sykeseng. Siden hadde
han ikke været der, siden vilde han ikke gå dit, ikke for alt i
værden. Bare hans tanker rørte ved det, blev han rød og
skamfull, og dog skedde det op igjæn hvær eneste dag, og mange
ganger på dagen, og var det noget som kunde jage ham ut av bygden,
så var det nætop dette!
Fort gik han, som vilde han gå langt ifra det; men jo længer
han gik, des nærmere kom han Bøen, og des mere så han
også på den. Tåken var ganske borte, himmelen klar fra den ene
fjællramme til den andre, fuglene svømmet og ropte over til
hværandre i den solglade luft, markerne lo med millioner blomster,
ingen Kampefoss truet glæden i knæ som til underkastelse og
højtid; men livsglad, overgiven tumlet, sang, blinket, jublet den
opad uten ænde!
Arne hadde gåt sig blussende het; han kastet sig i græsset like
under en bakke, så over til Bøen, væltet sig for ikke at se dit
længer. Da hørte han en sang over sig, ren — som han aldrig
hadde hørt sang før; den fløt ut over engen mellem fuglesnakket,
og innen han rigtig kunde kjænne tonen igjæn, kjænte han også
ordene; ti tonen var den han holdt mest av, og ordene var dem
han hadde båret på fra han var gut — og glæmt samme dag han
fik dem frem! Han sprang op, som vilde han fange dem, men
stanste og lyttet; her kom første vers, her kom annet, her kom
tredje, fjærde rinnende nedover til ham av hans egen glæmte
vise —:
Undrer mig på, hvad jeg får at se
over de høje fjælle?
Øjet møter nok bare sne.
Rundt omkring står det grønne træ,
vilde så gjærne over; —
tro, når det rejsen vover?
Ørnen løfter med stærke slag
over de høje fjælle,
ror i den unge, kraftfulle dag,
mætter sit mot i det ville jag,
sænker sig, hvor den lyster, —
ser mot de fremmede kyster!
Løvtunge apall, som intet vil
over de høje fjælle!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
