Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - En glad gut - Fjærde kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EN GLAD GUT 427
Det var en halvklar, ikke kold kvæll, ingen stjærner såes, dagen
efter måtte der komme regn. Der gik en noget døsig vind over
sneen, som var avføket hist og her på de hvite Hejdemarker, andre
steder hadde den lagt skavl. Langs efter vejen, hvor ikke nætop
sneen lå, var der holke, og den lå blåsort imellem sneen og den
bare mark, og blinket stykkevis bortover så langt en kunde se.
Langs fjællene hadde der gåt fonner; efter dem var der mørkt og
tomt, men på begge sider av deres leje lyst og sneklædd, undtagen
hvor bjørkeskogen stak sig sammen og gjorde sort. Vand var ikke
at se, men halvnakne moer og myrer lå opunder fjællene,
sønderrevne og tunge. Gårdene lå i svære klynger midt på flaten; de
så i vinterkvællens mørke ut som sorte klumper hvorfra lys skar
ut over marken, snart fra ett vindu, snart fra et annet; det syntes
på lysene at man hadde det travelt inne. Ungdommen, den voksne
og halvvoksne, flokket sig sammen fra forskjellige kanter; de
færreste gik vejen, eller forlot den i alle fall når de kom nær
gårdene, og listet sig da frem, en bak fjøset, et par under stabburet,
nogen for længe bak låven og skrek som ræver, andre svarte langt
borte som katter, en stod bak ildhuset og gjødde som en gammel
sint hund for hvem kvinten var brusten, intil der skedde
almindelig jagt- Jænterne kom dragende i store flokker, hadde nogen gutter,
helst smågutter, med sig, som sloss omkring dem langs vejene for at
synes karer. Når en sådan jænteflokk kom til gårds, og en eller
annen av de voksne gutter fik se dem, skilte jænterne sig, fløj in
i gangene eller ned i haven, og måtte dra’s frem og in, én
for én. Somme var så rent unselige, at der måtte gå bud efter
Marit, hun kom da ut og stivnødde dem. Somme tider kom der
også en som oprindelig ikke var buden, og hvis hensigt det slet ikke
var at gå in, men bare se på, intil det blev så at hun blot skulde
ta en eneste dans. De som nu Marit likte godt, bad hun in til
selve kårfolkene i et lite kammers, hvor gamlen sat og røkte, og
bestemor gik omkring; de blev da skjænket og vel tiltalt. Øjvind
var ikke blant dem, og dette fallt ham noget underligt.
Bygdens gode spillemann kunde ikke komme før senere, så de
intil da måtte hjælpe sig med den gamle, en husmann som de
kallte Grå-Knut. Han kunde fire danser, nemlig to springere, en
halling og en gammel, såkallt Napoleonsvals; men litt efter litt
hadde han måttet gjøre hallingen om til skotsk ved at forandre
takten, og en springdans måtte på samme måte bli til polkamazurka.
Han spilte nu op, og dansen begynte. Øjvind turde ikke gå med
straks, ti her var for mange voksne; men de halvvoksne slog sig
snart sammen, puffet hværandre frem, drak litt stærkt øl til hjælp,
og da kom også Øjvind med; hett blev der i stuen, lystigheden
og øllet steg dem til hodet. Marit var mest på gulvet den kvæll,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
