Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - En glad gut - Syvende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
442 EN GLAD GUT
Disse fire mennesker sat nu sammen, til det led langt på
kvællen, og tanken drog in til sig selv; de skiltes da med de
beste ønsker for den kommende dag, og hvad den vilde binde.
Øjvind måtte inrømme, da han la sig, at aldrig hadde han lagt
sig så lykkelig; i kvæll gav han nemlig dette en egen fortolkning,
han forstod dermed: aldrig har jeg lagt mig så hengiven i Guds
vilje og så glad i den. — Marits ansigt vilde straks frem igjæn, og
det siste han ænnu sanset, var at han lå og fristet sig selv: ikke
ganske lykkelig, ikke ganske — og at han svarte: jo ganske —;
men atter igjæn: ikke ganske — jo ganske; — nej, ikke ganske...
Da han vågnet, husket han dagen straks, bad og følte sig stærk,
som man gjør om morgenen. Han hadde siden i sommer ligget
på lemmen for sig selv; han stod nu op, iførte sig sine nye,
smukke klær varsomt; ti han hadde aldrig hat sådanne på før.
Især var der en rund klædestrøje som han mange ganger måtte
føle på, før han blev vant til den. Han fik op et lite spejl, da
han hadde fåt kraven på, og for fjærde gang også trak trøjen på.
Da han nu så sit eget fornøjde ansigt med det ualmindelig lyse
hår omkring ligge og le i spejlet, fallt det ham in, at dette atter
bestemt var forfængelighed. Ja, men velklædd og ren må da folk
få være, svarte han, idet han trak ansigtet fra spejlet, som var
det synd at se deri. — Visstnok, men ikke fullt så glad i sig selv
for den saks skyll. — Nej visst, men Vorherre må da også like
at en synes om at se godt ut. — Kan vel være, men han likte
vel bedre du var det, uten selv at lægge så meget mærke dertil.
— Det er sant, men se, det kommer nu av at alting er så nyt.
— Ja, men så må du også litt efter litt lægge det av. — Han grep
sig i, at han snart over dette æmne, snart over hint, gik og førte
sådan selvprøvende samtale, at ikke en synd skulde falle ned på
dagen og plette den; men han visste også at der måtte mere til.
Da han kom ned, sat forældrene fullt påklædde og væntet ham
med maten. Han gik bort og tok dem i hånden med takk for
klærne, og et „Slit dem med helsen“ fik han igjæn. De satte sig
til bords, bad stille og spiste. Moren tok av bordet og bar in
nisteløpen til kirkefærden. Faren drog på sig trøjen, moren hæftet
sine tørklær, de tok sine salmebøker, låste huset og gik opover.
Så snart de var kommet op på den øvre vej, møtte de
kirke-farende folk, kjørende og gående, konfirmanter inimellem, og i et
og annet følge hvithårede besteforældre, som ænnu denne ene
gang måtte avsted.
Det var en høstdag uten solskin, som når vejret er ved at slå
over. Der gik skyer sammen og skiltes igjæn, somme tider blev
der av en stor samling tyve mindre, som jog bortover med ordre
til uvejr; men nede på jorden var der ænnu stillt, løvet hang av-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
