Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - En glad gut - Ottende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
450 EN GLAD GUT
ondt, men av glæde. Hun haver tålt meget, og det haver hun gjort
for at vænte på den som hennes hug stod til. Men da vil du
ikke tage henne, men kaster henne som en uartig unge.
Dette var det jeg måtte fortælle dig. Og det råd må jeg lægge
til, at med henne bør du komme vel overens, ti du kan få nok
at strides med allikevel. Jeg er som den gamle der haver set tre
slægter; jeg kjænner dårskaperne og deres løp.
Din mor og far skal jeg hilse dig ifra, de vænter på dig. Men
derom haver jeg ikke før villet skrive, at du ikke skulde blive
hjærte-sår. Din far kjænner du ikke; ti han er som træet, det giver ikke
suk, før det hugges. Men kommer du engang noget til, da skal
du lære ham at kjænne, og du skal undre dig som på et rikt sted.
Han haver været trykket og taus i det værdslige, men din mor haver
lettet hans sinn for værdslig angst, og nu klarer det ut over dagen.
Nu dummes mine øjne, og hånden vil ikke mere. Derfor
befaler jeg dig til ham, hvis øje altid våker, og hvis hånd aldrig
trættes- Bård Andersen Opdal.
Til
Øjvind Pladsen!
Du synes at være vred på mig, og det gjør mig meget ondt.
Ti jeg mente det ikke således, jeg mente det godt. Jeg kommer
i hug at jeg ofte ikke har været rigtig mot dig, og derfor vil jeg
nu skrive dig til, men du må ikke vise det til nogen. Engang fik
jeg det som jeg vilde ha det, og da var jeg ikke snil; men nu
holder ingen av mig mere, og nu har jeg det meget ondt. Jon
Hatlen haver digtet en nidvise om mig, og den synger alle gutter,
og jeg tør ikke komme på nogen dans. Begge de gamle vet om
det, og jeg hører onde ord. Men jeg sitter alene og skriver, og
du må ikke vise det.
Du haver lært meget og kunde råde mig, men du er nu langt borte.
Jeg har ofte været nede hos dine forældre, og din mor har jeg
talt med, og vi er blet gode venner; men jeg tør ikke sige noget,
for du skrev så underlig. Skolemesteren gjør bare nar av mig,
og han vet ingenting om nidvisen; ti ingen i bygden tør synge
slikt for ham. Nu er jeg alene og haver ingen at tale med; jeg
husker på, da vi var barn, og du var så snil med mig, og jeg fik
bestandig sitte på din kjælke. Men nu vilde jeg ønske at jeg var
barn igjæn.
Jeg tør ikke mere be dig svare mig; ti det tør jeg ikke. Men
vilde du svare mig bare én gang til, så skulde jeg aldrig glæmme
dig det, Øjvind. Marit Knudsdatter.
Kjære, brænd dette brev; jeg vet næsten ikke om jeg tør sende det.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
