Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - En glad gut - Niende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EN GLAD GUT 455
vi skulde skrive mere om én ting, så svang du bort/’ — Jeg
tar mig best ut, når du ser halen, sa huldren.“ — „Men det er
sant; aldrig har du sagt mig hvorledes du blev kvit Jon Hatlen?“
— Jeg lo.“ — „Hvorledes?“ — „Lo; vet du ikke hvad det er
at le?“ — Jo, le kan jeg!“ — „Få se!“ — „Har du hørt slikt!
Jeg må da ha noget at le av.“ — „Det behøver ikke jeg, når jeg
er glad.“ — „Er du glad nu, Marit?“ — „Ler jeg nu da?“ —
Ja, det gjør du!“ han tok begge hennes hænder og slog dem
sammen, klask i klask, mens han så på henne. Her begynte
hunden at knurre, siden rejste den hår og satte i at gjø bent ned,
den blev sintere og sintere, tilsist ganske rasende. Marit sprang
forskrækket tilbake, men Øjvind frem og så ned. Det var hans
far den gjødde på; han stod tæt under bærget med begge hænder
i lommen og så op på hunden. „Er du der, du også? Hvad er
det for en gal hund du har deroppe?“ — „Det er en hund fra
Hejdegårdene,“ svarte Øjvind noget forlegen.— „ Hvordan pokker
er den kommet derop?“ — Men moren hadde set ut fra
kjøkkenet; ti hun hadde hørt den skrækkelige støj, og hun forstod alt,
lo og sa: „Den hunden farer her hvær dag, så det er ikke noget
underligt.“ — „Det var da også en glupsk hund.“ — „Den blir
bedre, når en klapper den,“ mente Øjvind og gjorde så; hunden
tidde, men knurret. Faren gik troskyldig ned, og de to var frælst
for opdagelse.
„Det var nu den gang,“ sa Marit, da de atter møttes. „Blir
det værre siden, mener du?“ — Jeg kjænner én, jeg, som vil
passe os op.“ — „Din bestefar?“ — „Nætop.“ — „Men han skal
ikke gjøre os noget.“ — „Aldrig det slag.“ — „Og det lover du?“
— Ja, det lover jeg, Øjvind.“ — „Hvor vakker du er, Marit!“
— „Så sa ræven til ravnen, og fik osten.“ — „Du kan tro jeg
også vil ha osten.“ — „Men du får den ikke.“ — „Men jeg tar den.“
Hun vændte hodet, og han tok den ikke. — Jeg skal sige dig ett,
jeg, Øjvind!“ hun så op fra siden. — „Nu?“ — „Hvor stygg du
er blet!“ — „Du vil nok gi osten allikevel.“ — wNej, det vil jeg
ikke,“ hun vændte sig på ny.
„Nu må jeg gå, Øjvind.“ — Jeg skal følge dig, jeg.“ — „Men
ikke ut av skogen; da kan bestefar se dig.“ — „Nej, ikke ut av
skogen. Kjære, løper du?“ — „Vi kan da ikke gå side om side
her.“ — „Men slikt er da ikke følgeskap!“ — „Tag mig da!“ —
Hun løp, han efter, og hun hang snart fast, så han tok henne.
— „Har jeg nu tat dig for bestandig, Marit?“ han hadde hånden
om hennes liv. Jeg tror det,“ sa hun sagte og lo, men var
både rød og alvorlig. Nej, nu må det ske, tænkte han, og han
tok og vilde kysse henne; men hun bøjde hodet ned under hans
arm, lo og løp. Hun stanste dog borte ved de siste trær; „når
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
