Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - En glad gut - Tolvte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
472 EN GLAD GUT
„I får tie litt; Tore har noget han vil sige,“ faller skolemesteren
in; de stanser og ser på Tore. Denne begynner ændelig ganske
sagte: „Det har været slik på denne plass, at vi har hat en kværn;
i den siste tid har det været slik at vi har hat to. Disse kværner
har altid git en liten skilling mellem år og dag; men hverken far
min eller jeg har brukt av de skillinger, uten den gang Øjvind
var borte. Skolemesteren har styret med dem, og han siger, at
de har trivdes godt der de stod; men nu er det best Øjvind får
dem til Nordistuen.“ Moren stod borti kroken og gjorde sig
ganske liten, mens hun med tindrende glæde betragtet Tore, som sat
meget alvorlig og så næsten dum ut; Ole Nordistuen sat overfor
ham med gapende munn; Øjvind var den første som kom sig av
forbauselsen, brøt ut: „Er det ikke som lykken følger mig?“ gik
dermed over gulvet til faren, slog ham på skulderen, så det sang.
„Du far!“ sa han, gned hænderne og gik videre.
„Hvor mange penger kan det være,“ spurte ændelig Ole, men
sagte til skolemesteren. — „Det er ikke så lite.“ — „Nogen hundre?“
— „Litt til.“ — „Litt til? Øjvind, litt til! Gud bevare mig, for
gård det skal bli!“ Han rejste sig og storlo.
Jeg må følge med dig op til Marit,“ siger Øjvind; „vi bruker
skyssen som står utenfor, så går det fort.“ — „Ja, fort, fort! Vil
du også ha alting fort?“ — „Ja, fort og galt.“ — „Fort og galt!
Akkurat som da jeg var ung, akkurat!“ — wHer er huen og
stokken; nu jager jeg dig!“ —„Du jager mig, ha, ha! men du følger,
ikke sant, du følger? Kom I andre med; i kvæll må vi sitte
sammen, så længe der er glød i kullet; kom med!“ — De lovte
dette, Øjvind hjalp ham i vognen, og de kjørte avsted til
Nordistuen. Deroppe var ikke den store hunden den eneste som blev
forundret, da Ole Nordistuen kjørte in på gården med Øjvind
Plassen. Mens Øjvind hjalp ham ut av vognen, og tjenere og
lejefolk gapte på dem, kom Marit ut i gangen for at se hvad
hunden gjødde så vedholdende på, men stanste som fasttryllet, blev
sprutende rød og løp in. Gamle Ole ropte imidlertid så forfærdelig
på henne, da han kom i stuen, at hun måtte møte frem igjæn.
„Gå hen og fli dig, jænte; her er han som skal ha gården!“
„Er det sant?“ siger hun uten selv at vite av det, og så højt
at det klang. ,Ja, det er sant!“ svarer Øjvind og klapper i
hænderne; dermed svinger hun om på tåen, kaster det hun har i
hånden långt fra sig, og løper ut; men Øjvind efter.—
Snart kom skolemesteren, Tore og konen; den gamle hadde fåt
lys på bordet, dækket med hvit duk; vin og øl bødes, og selv
gik han bestandig omkring, løftet benet ænnu højere æn
sædvanligt, men dog bestandig højre fot længer op æn venstre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
