Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Småstykker - Trond
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
TROND
477
han spilte, så faren engang sa ham at han blegnet rent bort for
ham. Alt som gutten til idag hadde læst og hørt, gik in i felen.
Den bløte, fine stræng var moren; den som lå tæt ved og altid
fulgte moren, var Ragnhild. Den grove strængen, som han
sjældnere var bortpå, det var faren. Men den siste, alvorlige stræng,
den var han halvvejs rædd, og den gav han intet navn. Når han
tok et fejlgrep på kvinten, så blev det katten; men når han tok
et fejlgrep på farens stræng, så blev det oksen. Buen, det var
Blessommen som fik kjøre fra Kjøbenhavn til Våge på en nat.
Også hvær slått var en bestemt ting. Den med de lange, alvorlige
toner i, var moren i den sorte kjole. Den som stottret og hoppet,
var Moses som stammet og slog på klippen med sin stav. Den
med det stille spill, når buen lå let på strængene, var huldren
som samlet bølingen borti tåken, når ingen andre kunde se det.
Men spillet bar ut over fjællene, og han fik længsel. Da faren
en dag fortalte, at på markedet hadde en liten gut spilt og tjent
mange penger, væntet han moren i kjøkkenet, og spurte henne
sagte om ikke også han kunde komme til markedet og spille for
folk. „Kan du tænke slikt, “ sa moren, men talte straks til faren
derom. „Han kommer tidsnok ut,“ svarte faren, og det sa han
således at moren ikke bad mere.
Snart igjæn fortalte faren og moren over bordet om noget
nybyggerfolk, som nylig var flyttet op på fjællet og skulde giftes.
De hadde ingen spillemann til brylluppet, sa faren. „ Kunde jeg
ikke få være spillemannen?“ hvisket gutten, da moren atter stod
i kjøkkenet. — „Du som er så liten!“ sa hun; men hun gik bort
på låven hvor faren stod, og sa det til ham „Han har aldrig
været i bygden,“ la hun til, „han har aldrig set en kirke.“ —
„Jeg skjønner ikke at du vil be mig,“ sa Alf; men han sa heller
ikke mere, og da trodde moren at hun hadde lov. Derfor gik
hun over til nybyggerfolket, og bød gutten frem. „Slik som han
spiller,“ sa hun, „har aldrig en smågut spilt før,“ og — gutten
skulde få komme med!
Men der blev glæde hjæmme! Fra morgen til aften spilte han
og øvde in nye slåtter, om natten drømte han om dem; de bar
ham over højderne ut i fremmede land, som red han på sejlende
skyer. Moren sydde nye klær, men faren vilde ikke være inne.
Den siste natten sov han ikke, men tænkte ut en ny slått om
kirken som han ikke hadde set. Tidlig om morgenen var han
oppe, moren også, for at gi ham mat, men han kunde intet spise.
Han drog på sig de nye klær og tok felen i hånden, og da var
det ham som det skinte for øjet. Moren fulgte ham ut på
stenhællen, og så efter ham mens han gik opover lierne; det var første
gang han gik hjæmmefra.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
