Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Småstykker - Et farligt frieri - Bjørnejægeren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sang derfor et vers til. Men da syntes det henne, at en svarte
langt nedefra. „Kjære, hvad kan det være?“ tænkte Aslaug, hun
gik frem til stupet, slog armene om en rank bjørk som hang og
skalv utover. Hun så ned; men hun så ingenting. Fjorden lå
stille og roet sig, ikke en fugl strøk henover. Aslaug satte sig
ned på ny og sang atter; da svarte det virkelig og med samme
tone, nærmere æn første gang. „Det må være noget allikevel;“
Aslaug spratt op og bøjde sig utover. Og da så hun nede ved
fjællvæggen en båt som hadde lagt til, og så dypt nede var det,
at den så ut som et lite skjæl. Hun drog øjet opover, møtte en
rød hue, og under den en gut som arbejdet sig opover det næsten
slette fjæll. „Kjære, hvem kan det være?“ spurte Aslaug, slap
bjørken, og sprang langt tilbake. Hun turde ikke svare sig selv;
ti hun visste jo hvem det var. Hun kastet sig ned på græsvollen,
tok fast i græsset med begge hænder, som var det henne der
ikke skulde slippe taket; men græsroten løsnet, hun skrek høit,
og bad Gud den almægtige hjælpe ham. Men så rant det henne
i hug, at denne Tores bedrift var at friste Vorherre, og derfor
kunde han ingen hjælp vænte. „Bare denne ene gang,“ bad hun,
og hun tok omkring hunden, som var det Tore hun skulde holde
fast, hun rullet sig med ham bort over græsvollen, og det syntes
henne som tiden var uten ænde.
Men da slet hunden sig løs. „Vov, vov!“ gjødde den utover
og viftet med halen; „vov, vov!“ sa den mot Aslaug og la
for-labberne op; „vov, vov!“ utover på ny, — og der stak en rød
hue over fjællranden, og Tore lå ved hennes barm.
Der blev han hele minutter, uten at kunne sige et ord, og det
som han ændelig sa, var der ingen forstand i.
Men gamle Knut Huseby sa, da han hørte dette, et ord hvori
der var forstand; ti han sa: „Den gut er værd at ha; jænten
skal være hans.“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
