Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- Småstykker
- Ørneredet
- Blakken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ungdommen, som mest hadde hisset Lejf til at gå op, turde nu
ikke engang ta i og hjælpe ham; somme var ikke god til at se
på. Så måtte de gamle frem. Den ældste av dem sa, idet han tok
fat: „Dette var galt; — men,“ la han til og så op, „det er dog
godt noget hænger så højt, at ikke alt folket kan nå.“
BLAKKEN
(1868)
Bjørgan var fordum præstegård i Kvikne præstegjæll i
Dovrekjæden. Gården ligger højt oppe, ganske for sig selv; jeg
stod som liten gut på bordet i dagligstuen og så ned i dalen med
længsel efter dem, som der om vinteren rænte på skøjter langs
elven eller om sommeren lekte på vollen. Bjørgan lå så højt at
der ikke vokste korn, hvorfor gården også nu er solgt til en
Schweizer, og præstegård kjøpt i dalen, hvor det dog er litt likere.
Vinterens komme på Bjørgan var sørgelig tidlig! En åker som far
i en varm og tidlig vår forsøksvis hadde tilsådd, lå en morgen
gjæmt av sne; det slagne høj kunde få en snebyge istedenfor et
regnskyll, og når nu vinteren vokste! Kulden blev sådan at jeg
ikke turde ta i gatedørens dørklinke, fordi fingrene sved på jærnet.
Min far, der var barnefødt i Land ved Randsfjorden og således
ret hærdet, måtte dog ofte kjøre med måske for ansigtet til det
fjærne anneks. Det knirket og skrek i vejene, når en kom gående,
og kom flere, blev det til skjærende larm. Sneen lå ofte
jævn-høj med annet stokværk i den svære bygning, mindre uthus snedde
helt ned, bakker, busker og gjærder utjævnedes, et snehav bredte
sig med topper av høje bjørketrær, svømmende og i bølgning efter
stormen, der hist hadde hulet, her sammenjaget. Jeg stod på
bordet og så skiløpere fare nedover fra os mot dalen, jeg så
Finner komme med sine rensdyr fra Rørosskogen susende
nedover fjællene og opover igjæn til os. Pulkene slang av og til, og
jeg glæmmer aldrig når toget ændelig holdt på tunet, og en
skinn-ball krøp ut av hvær pulk, og var et lite travelt, fornøjet menneske,
som solgte rensdyrkjøtt.
Kviknedølen skal i senere tider ha vokset frem til et oplyst,
fermt folk; men den gang var Kvikne kall et av de mest ille
omtalte i landet. For ikke så langt tilbake hadde en præst måttet
føre pistoler med til kirken, en annen kom hjæm fra sin kirketur,
og fant alt sit bohave knust eller ituslitt av mænn som hadde
været sværtet i ansigtet, og næsten hadde skræmt livet av hans
hustru der var ene hjæmme. Den siste præst hadde flygtet
derfra og bestemt nægtet at vænde tilbake. Kallet hadde været præst-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Jan 24 20:26:36 2025
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/bjornson/1/0495.html
