Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Småstykker - Blakken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
496 SMÅSTYKKER
blakk av farve, mere gul æn hvit, med sort, overordentlig fyldigt
faks; han blev et tungt, godmodigt dyr — til dagligt bruk altid
lutende. Hvad han var vant til, gjorde han rolig som en okse,
men tilgagns. Foruten at han forrettet mere æn det halve
hæste-arbejde ved akerbruk, vedkjørsel o. s. v. på denne tungbrukte gård,
drog han frem til en stor, ny hovedbygning og til det meget, min
far ellers lot bygge, over halvparten av virket, og drog det av en
langt borte liggende, forskrækkelig utmark. Hvor to hæster ikke
kunde få det frem, der bruktes Blakken, og så sant grejerne holdt,
kom det frem. Han så gjærne tilbake på gutterne, mens de læsset
hans dobbelte og tredobbelte lass; han sa just ikke noget dertil,
men man måtte dog en tre, fire ganger be ham gå, før han gik,
og selv da gjorde han først et par prøvetak — og så tok han det!
Det gik makelig, skridt for skridt; der kom undertiden en ny
tjenestegut, som vilde inøve ham i en hurtigere takt, men det
ændte altid med at gutten måtte lære hæstens. Svøpe blev aldrig
brukt; ti man fik snart den vældige arbejder så kjær at det hele
gik med kjæleri. Efterhvært som Blakken blev berømt i bygderne,
blev det jo en ære at kjøre ham.
Ti Blakken var snart uten sammenligning præstegjællets største
vidunder. Det begynte som overalt, hvor noget stort stikker op,
med grueligt spektakel og had, det begynte nemlig med at Blakken,
som gik i utmarken og på fjællet mellem bygdens andre hæster,
vilde ha alle hopper for sig selv. Han således skamslog og flænget
de medbejlere som inbildte sig noget, at bønderne kom dragende
med dem til præstegården under dyre forbannelser og med krav
på erstatning. De slog sig efterhånden til tåls, da de nok inså at
de kunde stå sig på det allikevel; ti Blakkens avkom priste ham!
Men det var dem dog længe harmeligt, at hans overlegenhed var
så uhyre og uomtvistelig. Vor nabo, løjtnanten, kunde som
krigsmann ikke finne sig deri; han fik fat i to svære gudbrandsdalske
dyr, herlige hæster, — og disse skulde lære Blakken respekt. Der
blev våget for og imot; hvor var vi ikke spænt på utfallet av
det første sammenstøt om våren oppi fjællbejtet! Jeg glæmmer
derfor aldrig den vakkre pinsedags kvæll, jeg stod ute og lydde
på årfuglen, som spilte i lien, da en jænte kom løpende og
mældte, at begge løjtnantshæstene stod henne ved slipestenene
og trykte sig op til hværandre. Alle derhen — og se: de to
dejlige dyr stod og skalv, blødende av sår i sår, de hadde
været under Blakkens uhyre hover og tænner! Rædselen hadde
git dem kraft til at sætte over præstegårdens høje skigar; ti
de hadde ikke våget at stanse, før de kom til hus. Dagen efter
lød Blakkens pris ved kirkemuren, og førtes derfra over „fjæll
og fjøre“.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
