Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Småstykker - Blakken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
498 SMÅSTYKKER
hæsten efter; ti bjørnens brede labb og lægg kan myrjorden nok
bære; ej heller er han så tung som hæsten, der synker i og sitter
fast. Men denne gang hadde bjørnen forregnet sig; ti vel var
Blakken sunket styggt nedi, men hans lænders kjæmpekræfter
hadde løftet benene op av myrens sug, mens de skarpskodde
forben prylte, og skjæretænnerne rev, — og snart så man ikke
længer likt til bjørnens bakben, men derimot et nøjagtigt avtryk
av hans pels, og atter ett og atter ett, og så hele myren nedover;
han var kastet overænde, hadde ikke kunnet løfte sig igjæn, men
hadde væltet sig, rull i rull, for at skytte sig mot slagene og
bitene av den rasende hæst, og dette kunde de forfølge like til
fast jord. Opildnet av kampplassens varme fortælling blev gutterne
mere lydhøre og gløgge, og kunde nu i den stille, solsittrende luft
efter regnvejret høre hoppens bjælle fra løvskogen under åsen.
De ilte derhen — men møttes av Blakken, som med sprutende
øjne forbød dem at komme nærmere. Han var ikke til at kjænne
igjæn. Med løftet hode, vajende manke travet han rundt om
hoppen og føllet i store kredser, og det var kun efter megen blid
tale og ved hjælp av salt som de bar med, at de kunde få ham
til at huske det var kjæntfolk som kom. Men denne Blakkens
storbedrift som i sit slags var enestående, la sådan glans om hans
navn, at han fra „Præsteblakken“ herefter ophøjedes til at hete
„Bjørneblakkena. Gang på gang, år efter år var han i kast med
bjørnen, og hvær gang længe bakefter ikke til at styre. Han kom
engang hjæm med mærke efter bjørnens klør; det hadde været
en gammel kjæmpe, som hadde fåt tak oppe under øjnene på
hæsten og hadde rispet forfærdelig nedover, da hæsten hadde slitt
hodet løst. At ha en så gammel skjothæst gående skarpskodd i
utmarken var ellers farligt; men hæstene kjænte ham og flygtet,
og selv om en og annen ænnu var dum nok til at la sig banke,
så var man overbærende med Blakken for hans store berømtheds
skyll. En hæst som la bjørnen i bakken, måtte få gjøre hvad
han vilde.
Hvor beundret han var, kunde best sees, når vi, som Sjælden
hændte, var nødt til at ta ham til kirkehæst. Skulde hele familien
med husjomfru og lærer op at kjøre, måtte han dra tre, fire av
os i en gammel gigg, hvori man sat „ej blot til lyst“. Da ingen
av de sædvanlige stas-sæler var stor nok, måtte han humpe i vej
i arbejdstøjet, og da den svære, gjænstridige man lå ned i øjnene
på ham, så han just ikke ut til at fare i kirkefærd. Man måtte
sætte ham bakerst; ti dels vilde han ikke springe, men bare gå
som foran arbejdskjærren, dels vilde han op med kirkefolket i alle
de skogvejer han var vant til. Men gik han bakerst, fulgte han
jo på en vis med; når de andre hæster sprang, så bykste Blakken,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
