Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tredje kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
TREDJE KAPITEL
Hans Ødegårds far var som unggut vandret ut fra Ødegård
bygd i Bergens stift; folk hadde tat sig av ham, og han var nu
en lærd mann og Stræng prædikant. Han var tillike en myndig
mann, ikke så meget i tale som i gjærning; ti han „husket godt",
som man sa. Denne mann som med sejghed fik alt sit frem,
skulde imidlertid stanses et sted hvor han minst væntet det, og
hvor det gjorde mest ondt.
Han hadde tre døttre og én søn. Sønnen, Hans, var skolens
lys; faren forberedte ham selv, og tok daglig glæde derav. Hans
hadde en ven som han hjalp til at bli sin sidekammerat, og som
derfor ælsket ham næst sin mor over alt på jorden. De gik sam-
men på skole og sammen til universitetet; de gjorde sammen de
to første eksamener, skulde nu sammen ta fat på det samme
embedsstudium. En dag, som de efter avtalt læseplan gik frejdig
ned ad trappen, vilde Hans i følelse av godt mot og glæde kaste
sig på kammeratens rygg, men bragte derved denne til et fall
som nogen dager senere gav døden. Den døende bad sin mor,
som var enke og nu mistet sit eneste barn, om at gjøre ham til
vilje og ta Hans op i søns sted. Moren døde næsten samtidig
med sønnen, men ifølge testamente tilfallt hennes meget betydelige
formue Hans Ødegård.
Det varte næsten år og dag før Hans kunde komme til sig selv
efter dette. En længere utenlandsrejse løftet ham så vidt, at han
kunde holde sit teologiske studium frem til han blev færdig; men
han var ikke at formå til at gjøre bruk av sin eksamen.
Farens hele håb hadde ståt til at se ham som hjælpepræst,
men nu var han ikke engang at formå til at stige på prækestolen
en eneste gang; han gav altid det samme svar: han følte intet
kall. Dette var faren en så bitter skuffelse, at den gjorde ham
flere år ældre. Han var kommet sent til, var alt en gammel
mann og hadde arbejdet strængt og altid med hint mål for øje.
Nu sat sønnen ovenover ham i samme hus, bodde staselig gjæn-
nem mange værelser; men nedenunder i det lille kontorkammer
ved lampen som lyste in i alderdommens nat, sat den altid arbej-
dende gamle præst. Han hverken kunde eller vilde efter denne
skuffelse ta fremmed hjælp, ej heller vilde han føje sin søn og
slutte; han kjænte derfor ingen hvile sommer eller vinter; men
sønnen gjorde hvært år en længere utenlandsrejse. Når han var
hjæmme, omgikkes han ingen, uten forsåvidt han i større eller
mindre taushed spiste middag ved farens bord. Men vilde nogen
tale med ham, møttes de av en overlegen klarhed og en san-
hedsiver som altid gjorde samtalen ængstelig. Han var aldrig i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
