Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Femte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FISKERJÆNTEN 37
spanskrør, det høver også!" — og slagene fallt over skuldre,
armer, hånd, ansigt, hvor det best traf; den annen for omkring:
„Er De gal . . er De fra forstanden . . . jeg vil gifte mig med
henne, hører De, gifte mig!" — „Ut!" skrek Ødegård, som ejde
han ikke mere kraft, og den lyshårede ut av døren, ned ad trap-
perne, bort fra denne vanvittige — og stod snart på gaten, skri-
kende op efter sin lyse hat. Den blev kastet ut av vinduet til
ham; derpå var alt stiilt.
„Kom in!" svarte Petra på den sagte banken om kvællen, og
trådte selv et par skridt tilbake for bedre at kunne se den kjære,
idet han trådte in. Som en isnende styrtning over henne, som
om jorden gled bort under henne, fornam hun det åsyn der
møtte i døren! Hun tumlet tilbake og grep fat i sengestolpen,
men kastet fra avgrunn til avgrunn slap tanken; i mindre tid æn
et sekund var hun styrtet fra jordens lykkeligste brud til dens
største synderinde; hun hørte det tordne ut av dette åsyn: han
kunde i tid og evighed ikke tilgi henne! —
„Jeg ser det: du er skyldig!" hvisket han næppe hørlig, han
lænet sig til dørkarmen og holdt fast ved låsen, som kunde han
uten det ikke stå. Stemmen bævet, tårerne trillet nedover hans
ansigt, skjønt det var aldeles roligt.
„Vet du også hvad du har gjort?" og hans øjne trykte henne
til jorden. Hun svarte ikke, — ikke engang med gråt; hun var
lammet av en fullstændig, håbløs avmagt. „Jeg har git min sjæl
bort en gang før, og han til hvem jeg gav den, døde for min
skyll. Jeg kunde ikke komme op igjæn av den sorg, uten at en
vilde række sig ut over mig og gi mig sin sjæl helt igjæn. Det
har du gjort — og så har du gjort det på skrømt." Han stanste,
han vilde forgjæves begynne et par ganger igjæn, men så med et
pludseligt rykk av smærte: „Og du kunde være istand til at kaste
alt det jeg i disse år, tanke for tanke, har lagt sammen, over
ænde, som var det et billede av ler! Barn, barn, kunde du ikke
forstå at jeg arbejdet mig selv op i dig? Nu er det forbi!" —
Han prøvde at styre sin smærte.
„Nej, du er for ung til at fatte det," sa han igjæn; „du vet
ikke hvad du har gjort.— Men at du har bedraget mig, må du
forstå. — Sig mig hvad jeg har gjort dig, at du kunde være istand
til noget så grusomt? Barn, barn, hadde du ænda igår sagt mig
det! Hvorfor, hvorfor løj du så frygtelig?"
Hun hørte ham, og det var sant altsammen han sa. — Han var
vaklet hen til en stol som stod ved vinduet, for at få læne hodet
mot et bord som stod ved siden. Han stod op igjæn, det hulket
i ham av smærte, så satte han sig atter ned og var stille. „Og
jeg, som ikke er god til at hjælpe min gamle far," hvisket han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
