Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sjette kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
44 FISKERJÆNTEN
trykte bylten fastere in til sig og gik på. „Nej, følg med mig!"
svarte moren, holdende hennes arm; „jeg har sørget for det alt-
sammen." Straks slap Petra sig selv, som man slipper et altfor
tungt tak; hun pustet ut som efter en kamp og overgav sig til
moren. Denne gik foran henne in i et lite kot bak kjøkkenet
hvor intet vindu fantes, og hvor der brænte lys; — her hadde
hun sittet gjæmt, mens de larmet utenfor. Kottet var så trangt at
de knapt kunde røre sig der; moren tok frem en bylt, noget
mindre æn den Petra bar, åpnet den og drog ut et sætt sjø-
mannsklær. „Tag disse på dig," hvisket hun. Petra skjønte straks
hvorfor hun skulde det, men at moren ikke nævnte grunnen,
rørte henne. Hun klædde av sig og tok på sig, moren hjalp til
og kom derved engang nær lyspråsen, så Petra kunde se hen-
nes ansigt, og så for første gang at Gunlaug var gammel. Var
hun blet det i disse døgn, eller hadde Petra ikke før set det?
Barnets tårer trillet nedover moren, men hun så ikke op, hvorfor
den annen heller ikke fik ord. En sydvest var det siste som hun
mottok, og da hun hadde sat den på, tok moren bylten fra henne,
blåste lyset ut og hvisket: „Kom nu!"
De gik atter ut i gangen, men ikke igjænnem gatedøren; Gun-
laug lukket op til gården og låste siden igjæn. De gik igjænnem
den nedtrådte have, over de kastede trær, det sønderbrutte gjærde.
„Du får se dig om nu," sa moren, „du kommer vel aldrig mere
hit." — Den annen gøs og så sig ikke om. De gik den øvre vej,
langs skogen, der hvor hun hadde hat sit halve liv og hin kvæll
med Gunnar, hine med Yngve Vold og den siste med Ødegård.
De gik i visne blade, som nu var begynt at falle; det var nat-
koldt, og hun frøs i sin uvante dragt. Moren bøjde ned mot en
have; Petra kjænte den straks, skjønt hun ikke hadde ståt på
dens øvre side efter hin dag hun som barn hadde stormet den;
det var Pedro Ohlsens have. Til den hadde moren nøkkel og
lukket dem in.
Det hadde kostet Gunlaug at gå til ham om formiddagen, det
kostet også nu at komme med den ulykkelige datter, hun selv
ikke længer kunde gi hjæm. Men det måtte til, og det som måtte
til, kunde Gunlaug gjøre. Hun banket på bislagdøren, og næsten
straks hørte de trin og så lys; efter en stund blev der lukket op
av Pedro som stod innenfor i rejsestøvler og rejsedragt, blek og
rædd. Han holdt et talglys i hånden og sukket, da hans øjne
fallt på Petras ansigt som var ophovnet av gråt; hun så op på
ham; men da han ikke våget at kjænne henne, så våget heller ikke
hun at kjænne ham. „Han her har lovet at hjælpe dig til at
komme bort," sa moren uten at se på nogen av dem, idet hun
gik et par trin op til gangen og lot de andre følge efter in i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
